Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.H. Melchior

Oprindelige forfattere FHLau og JVest
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.H. Melchior, Jacob Herman Melchior, 7.5.1873-10.12.1938, grosserer, fabrikant. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). Efter at M. havde afsluttet sin skoleuddannelse i Efterslægtselskabets skole blev han 1887 sat i lære hos Salomon Davidsen på Østergade. 1890-93 søgte han videre uddannelse i det dengang ansete firma Julius Kauffmann & Co. i Hannover der navnlig havde en stor eksport af gardinstoffer, hvidevarer og fløjler. M.s far, grosserer Adolph Jacob M. var siden 1877 medindehaver af modevarefirmaet Ludvig M. (oprettet 1839). Ved stifterens død 1893 overtog Adolph Jacob M., der var hans nevø, firmaet og hjemkaldte samtidig sin søn der blev ansat som handelsrejsende for Fyn og Jylland. Firmaet, som først 1865 var begyndt at handle en gros, hovedsagelig med stof til damekjoler og artikler til damehatte, udviklede sig navnlig i i tidsrummet 1870-85 til en efter den tids forhold indbringende virksomhed. Stifterens fremrykkede alder, han var født 1813, bevirkede imidlertid at forretningen i de følgende år gik tilbage i omsætning uden at nevøen var i stand til at bøde herpå da også han var svækket af sygdom. Først da M. ved faderens død 1896 blev indehaver af firmaet sammen med sin mor skete der en afgørende forandring således at virksomheden kom til at opleve en omfattende fornyelse og udvikling. Med særlig kraft kastede M. sig over en bearbejdelse af det svenske marked, og 1905 stiftedes A. B. Ludvig Melchior i Stockholm. Herfra berejstes Mellem- og Nordsverige mens Sydsverige stadig sorterede under hovedfirmaet i Kbh. Da den svenske toldbeskatning successivt blev ret betydelig for en række af firmaets artikler etablerede dette 1934 en fabrik og systue i Malmö for tilvirkning af damehatte som blev underlagt A. B. Ludvig Melchior i Stockholm. Fra århundredskiftet begyndte hovedfirmaet også at berejse de andre nordiske lande, og 1905 etableredes en filial i Oslo. Samtidig arbejdede M. med stor energi på det hjemlige marked, flere mindre firmaer i branchen blev opkøbt, og 1901 anlagdes en damehattefabrik i Kbh. der i sin art blev en af de største i Skandinavien hvilket også gjaldt om selve hovedfirmaet, der eksisterede til 1967. M. var formand for Foreningen af danske strå- og filthattefabrikanter og modevaregrossister, medlem af bestyrelsen for Foreningen af danske manufakturgrossister og dennes akkordudvalg, medlem af bestyrelsen for Foreningen til unge handelsmænds uddannelse og af Grosserer-Societetets repræsentantskab. I særlig grad ydede han en indsats inden for Mosaisk trossamfund i hvis repræsentantskab han blev indvalgt 1918. Han overtog her ledelsen af den sociale forsorg indtil denne 1932 overgik til Kbh.s kommune. s.å. blev han repræsentantskabets næstformand og fik dermed betroet ledelsen af trossamfundets legatuddelinger.

M., der fra sin ungdom havde en levende interesse for dansk malerkunst, var i besiddelse af en udsøgt samling billeder af L. A. Ring, Th. Philipsen, Hans Smidth, Alb. Gottschalck, fynboerne og Poul Christiansen og var fra 1932 medlem af bestyrelsen for Dansk kunstmuseumsforening.

Familie

Forældre: grosserer Adolph Jacob M. (1844-96) og Louise Augusta Meyer (1848-1924). Gift 9.6.1901 i Kbh. (Mos.) med Emilie Michaelsen, født 21.10.1875 i Kbh. (Mos.), død 12.11.1935 sst., d. af grosserer Albert Frederik M. (1841-1911) og Johanne Madeline Raffel (1851-1918).

Annonce

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1933.

Ikonografi

Mal. af F. Henriques, 1921. Foto.

Bibliografi

Kaj Borchsenius i Samleren VIII, 1931 65-75. Børsen 11.12.1938 og 7.3.1964. Nationaltid. 11.12.1938. Jødisk familiebl., 1939 nr. 5 I. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn H. Lauridsen, Jens Vestberg: J.H. Melchior i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294241