Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.C. Møller

Oprindelig forfatter Rerup
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.C. Møller, Jacob Clausen Møller, 12.10.1876-30.1.1955, grosserer, kommunalpolitiker. Født i Haderslev, død i Flensborg, begravet sst. M. begyndte som bydreng i Haderslev, men kom som ung handelsmand til Flensborg hvor han fra 1902 drev en hurtigt voksende tekstilforretning sammen med to andre unge nordslesvigere, Niels Uldall (1875-1940) og Cornelius Hansen (1876-1955). M. og hans to arbejdsfæller kom til at spille en rolle såvel i Flensborgs erhvervsliv som for byens dansksindede befolkningsdel, bl.a. i Skt. Knudsgildet og i Borgerforeningen hvor M. var formand fra 1920 til sin død. 1919 var forretningen blevet så stor at indehaverne delte den. M. overtog under navnet Møller & co. engros-forretningen der snart fik filial i Sønderborg, så han efter 1920 havde et ben på hver side af den nye grænse. Begge afdelinger udviklede sig efterhånden til millionforetagender. Da den dansksindede befolkningsdel i Flensborg 1924 for første gang siden 1869 deltog i et kommunevalg og fik indvalgt syv byrådsmedlemmer, blev M. ordfører for den danske gruppe. Hans dygtige indsats, navnlig for en rimelig finanspolitik, skaffede ham også nationale modstanderes anerkendelse, og da en ny kommunallov efter Hitlers magtovertagelse opløste byens folkevalgte repræsentation, var M. den ene af de to repræsentanter der efter forhandling med det tyske indenrigsministerium indrømmedes det danske mindretal. M. var desuden formand for Folkerådet, en fællesrepræsentation af danske foreninger i Sydslesvig som eksisterede 1939-46. Efter den tyske kapitulation udnævntes M. 16.5.1945 af den britiske militærregering til byens overborgmester. Ved det første kommunevalg efter krigen okt. 1946 stemte 2/3 af vælgerne på dansksindede kandidater og M. genvalgtes, ligeså 1948, hvor den danske stemmeandel – ikke stemmetallet -var faldet på grund af den stærke befolkningstilvækst byen havde fået gennem østtyske flygtninge. Da kommuneforfatningen forandredes blev M. maj 1950 enstemmigt valgt til bypræsident, og da det danske flertal i byrådet 1951 gik tabt, valgtes M. til vicebypræsident. M. var således fiensborgsk kommunalpolitiker i det usædvanlig lange tidsrum af 31 år, indbefattet den strenge tid fra 1933-45, hvorefter han blev den ledende politiker i Flensborgs overmåde vanskelige efterkrigsår. Nok havde krigen ikke lagt byen i ruiner, men størsteparten af de 40.000 tyske flygtninge og mange hjemmehørende levede, navnlig i de første år, under forfærdende kår. Vinteren 1945/46 bragte hungersnød, samtidig med at der ikke fandtes kul til at fyre med. Hertil kom en arbejdsløshed, der endnu 1949 udgjorde 30 pet., og stærke nationale spændinger på grund af den sydslesvigske bevægelses eksplosive udvikling. M.s utrættelige ledelse af byen i denne tid skaffede den tætte og rørige mand – I. C. som han hed blandt venner – almindelig anerkendelse, også fra tysk side, selv om M. hørte til den snævre kreds der stod for udformningen af den sydslesvigske bevægelses politik. – Hans søn Traugott M. (f. 1904) overtog og udbyggede faderens sønderborgske forretninger og har stiftet forskellige fonds, af hvilke T.M.-fonden finansierer tidsskriftet Slesvigland der begyndte at udkomme 1980 og omdeles gratis til samtlige husstande i Sydslesvig for der "at virke for den slesvigske hjemstavnsbevidsthed".

Familie

Forældre: restauratør, senere købmand Hans Peter Jakobsen Clausen M. (født 1850) og Anne Elisabeth Nielsen (1851-1929). Gift 21.10.1903 med Dorothea Kernchen, født 28.12.1880 i Rendsborg, død 16.1.1956 i Flensborg, d. af købmand J. T. K. (1852-1930) og Magdalene Krull (1858-1927).

Ikonografi

Mal. (Borgerforen., Skt. Knudsborg og Tyske hus, alle Flensborg).

Annonce

Bibliografi

Sydslesvig gennem tiderne, red. Morten Kamphøvener, 1946-49. Sydslesvig i dag, red. G. K. Brøndsted, 1955-56. Flensborg bys hist., red. H. Hjelholt m.fl. II, 1955. Ernst Siegfried Hansen: Kurier der Heimat, Bielefeld 1955. Holger Andersen m.fl. i Grænsevagten, 1955 87-91. Flensborg avis 31.1. og 1.2.1955. Flensburg. Gesch. einer Grenzstadt, Flensb. 1966 = Schr. der Gesellsch. für Flensburger Stadtgesch. XVII.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: J.C. Møller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294709