Harald Fritsche

Harald Fritsche, 29.11.1833-27.6.1905, grosserer. Født i Kbh. (Holmens), død i Hamburg, begravet i Kbh. (Garn.). F. kom i en meget ung alder til at stå alene. Efter at have gennemgået Efterslægtsselskabets skole blev han 1850 ansat på kontoret hos grosserer Erik Friis som drev en betydelig forretning på Sverige. 1858 startede han – endnu inden han var fyldt 25 år – sammen med en svensk købmand Vilh. Ronstrom firmaet F., Rönström & Co. som under beskedne former handlede med kolonialvarer, korn og frø. 1863 døde Rönström, og F. fortsatte da forretningen under firmaet F. & Co. Allerede på det tidspunkt var virksomheden vokset godt, og i de følgende år tog væksten yderligere fart. Til den egentlige vareforretning føjedes dampskibsekspedition og assurance, og firmaet blev bl.a. repræsentant for Finska Ångfartygs Aktiebolag og Det østbornholmske Dampskibsselskab samt et par mindre svenske ruterederier. Desuden blev det generalrepræsentant for Danmark for forsikringsselskabet Svea i Göteborg. Samtidig udvidedes navnlig melforretningen på Sverige stærkt, og firmaet blev agent i Sverige for Københavns Dampmølle. Da en forbedring af sundfarten mellem Kbh. og Malmø kom på tale, ydede F. også på dette område en betydningsfuld indsats.

Ud over sin efterhånden meget omfattende forretning havde F. takket være sin overordentlig store arbejdskraft og en i en ung alder vakt almensans også fået tid til at beskæftige sig med mange andre opgaver. Således var han 1872 en af hovedmændene ved oprettelsen af Dansk Arbejderbank og beklædte i over 30 år stillingen som formand for bankrådet. Senere var han en ivrig forkæmper for dannelsen af De forenede Bryggerier, ligesom han tog virksom del i dannelsen og senere i ledelsen af Handels- og kontoristforeningen, efter C. F. Tietgens død som formand. Længe forinden havde han desuden været formand for dens understøttelsesselskab. Også uddannelsen af unge handelsmænd lå ham stærkt på sinde, og han var en af de ledende mænd ved starten af Foreningen til unge handelsmænds uddannelse.

1874 indvalgtes han som handelskyndig dommer i sø- og handelsretten, og s.å. fik han sæde i Grosserer-Societetets komité hvilket sidste hverv han beklædte i over nitten år, indtil han 1893 oplevede sit livs store krise som følge af sin deltagelse i den såkaldte "Stores-Affære". Det var Frederik Vett, en bror til den ene af indehaverne af Wessel & Vett som først bragte Stores-tanken frem til Danmark. Han havde studeret dette system i England og ville søge at realisere noget lignende i Danmark, tilpasset efter vore forhold, og gennem C. F. Tietgen kom han i forbindelse med F. der med sin store modtagelighed for alt nyt ret hurtigt blev vunden for planen. Juni 1893 udsendtes i stort tal en indbydelse til aktietegning i selskabet Nordiske husholdningsstores der var tænkt dannet efter det kooperative London-system. Kapitalen tænktes tilvejebragt ved aktietegning mellem forretningens kunder som til gengæld skulle have den fordel at købe i forretningen til indkøbspris med tillæg af driftsomkostninger. I forbindelse med denne "Husholdnings-Stores" tænkte man at etablere en eksport af landbrugsprodukter til England. Hele denne plan vakte imidlertid et kolossalt røre inden for handelsstanden; man så heri middelstandens ruin, og ud over landet rejste der sig en storm af forbitrelse og uvilje imod stifterkredsens medlemmer, i særdeleshed de to af dem der tillige var medlemmer af Grosserer-Societetets komité, nemlig Charles E. de Coninck og F. Men mens førstnævnte hurtigt trak sig tilbage fra planen stod F., indtil den endelig led skibbrud, på sit én gang tagne standpunkt, og dette havde til følge, da også Tietgen og dermed Privatbanken i allerhøjeste grad var indblandet i sagen, at én måtte udleveres som offer for at berolige den efterhånden stadigt voksende opposition, og F. nedlagde da 1.7.1893 formelt frivilligt, men reelt tvunget af omstændighederne, sit hverv som medlem af Grosserer-Societetets komité. Det var en pinlig beslutning at tage for en mand der som F. gennem et langt liv havde været stærkt interesseret i det offentlige livs foreteelser, men ikke mindst hensynet til Tietgen, hvis position på det tidspunkt i høj grad var truet, gjorde dette skridt nødvendigt. En del år senere fik dog F. atter oprejsning fra sin stands side, da han, som nævnt, valgtes til formand i Handels- og kontoristforeningen, i hvilken stilling han især vandt de yngre medlemmers udelte hengivenhed.

F. havde også betydelige interesser på andre områder end det rent kommercielle. Således var han medstifter af Kbh.s skyttekorps, Dansk fiskeriforening og Dansk forening for lystsejlads (den senere Kgl. dansk yachtklub), desuden var han gennem mange år medlem og senere formand for Musikforeningens repræsentantskab. Når han kunne overkomme alle disse gøremål ved siden af at passe sin mangeartede forretningsvirksomhed og sit kommercielle organisationsarbejde, skyldtes det først og fremmest hans usædvanlige livsfrodighed. Han var en mand med vitalitet og kunne arbejde i tolv til seksten timer ikke for et kortere tidsrum, men i en lang periode af sit liv, og ved siden heraf bevare et lyst lune og en vis festlighed over sin fremtræden. F. døde pludselig af et hjerteslag på en rejse. – Etatsråd 1892.