Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Pagh

Oprindelig forfatter PKJen
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H. Pagh, Henrik Pagh Mortensen Pagh, 27.9.1859-28.8.1922, grosserer. Født i Fredericia, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). P. uddannedes hos N. Dujardin i Vejle og P. Justesen & Co. i Randers og etablerede sig 1889 i Esbjerg sammen med grosserer Qvist Petersen. Byen var dengang i sin vorden, og fuldførelsen af Hamburg frihavn 1888 havde øget mulighederne for at drive importforretning over den unge Esbjerg havn. 1891 anskaffede firmaet to skonnerter der sejlede med stykgods mellem Esbjerg og Hamburg, og omkring århundredskiftet startedes Esbjerg Dampskibsselskab der vedligeholdt en fast ugentlig dampskibsforbindelse mellem Esbjerg og Hamburg, indtil krigen 1914 standsede den. Firmaets hovedforretning – kolonialimport – tog efterhånden et betydeligt omfang og udvidedes senere med et saltraffinaderi. Næst efter D. Lauritzen er P. vel den der har været med til at sætte flest Esbjergvirksomheder i gang. Han var bl.a. medstifter af kornfirmaet Eriksen & Christensen og udfoldede i øvrigt på det kommunalpolitiske område et meget virksomt initiativ. 1894-1919 var han næsten uafbrudt medlem af henholdsvis sogne- og byråd og sad i denne egenskab i to perioder – 1899-1905 og 1910-21 – i havnerådet hvor han i arbejdet for Esbjerg havns udvidelse øvede en stor indsats. P. tog sig endvidere energisk af en række faglige tillidshverv. Han sad således mange år i bestyrelsen for Esbjerg handelsstandsforening og var formand 1890-94. Esbjerg handelsskole som oprettedes i P.s formandstid havde navnlig hans interesse, og han var i en årrække formand for Handelsskoleforeningen for Danmark. Endvidere var han 1902-15 formand for Foreningen af jydske kolonial-grossister og virkede ligeledes gennem længere tid som formand for Sammenslutningen af havne- og købmandsorganisationer i Danmark. Han var vicekonsul for Portugal.

Familie

Forældre: slagtermester Morten Mortensen (1828-95) og Pouline Kirstine Pagh (1836-1917). Navneforandring 27.12.1893. Gift 18.10.1888 i Gesing med Sophie Caroline Michelsen, født 18.3.1864 i Gesing, død 14.11.1933 i Kbh., d. af gårdejer Anders Carl Marius M. (1829-1916) og Maren Hansen (Boier) (1836-1911).

Udnævnelser

R. 1899. DM. 1916.

Annonce

Ikonografi

Buste af Søren Kongstrand, 1913. Foto.

Bibliografi

Udkast til en stamtvl. over slægten P., 1910. Politiken 29.8.1922. Børsen 30.8. s.å. P. Koch Jensen: Esbjerg handelsstands foren. 1886-1936, 1936. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Koch Jensen: H. Pagh i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295437