Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.P.J. Lyngbye

Oprindelig forfatter JVest
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H.P.J. Lyngbye, Hans Peter Johan Lyngbye, 15.7.1834-15.4.1920, grosserer. Født på Vallø, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). L. blev student 1851, privat dimitteret, og cand. phil. 1852. Oprindelig havde det været hans hensigt at studere jura, men hans mors andet ægteskab blev bestemmende for den unge L.s løbebane. 1852 begyndte han sin uddannelse i stedfaderens store dobbeltvirksomhed, trælasthandelen og bjærgningsentreprisen, og 1863 løste han grossererborgerskab og indtrådte s.å. i firmaet. 1872 udskiltes bjærgningsentreprisen som særskilt aktieselskab, og 1886 overtog L. ved sted- og svigerfaderens død trælastfirmaet som han ledede gennem mange år. 1886-96 virkede han desuden som direktør i bjærgningsentreprisen. Skønt han altid iagttog en tilbageholdende stilfærdighed der stemte godt med hans væsen blev han dog tidligt en mand offentligheden havde bud efter. 1872-1907 var han således medlem af sø- og handelsretten og 1883-1912 af Grosserer-Societetets komité. Han stod den tietgenske kreds nær og var fra 1887 en årrække medlem af Privatbankens bankråd, ligesom han fra 1895 var kommitteret i Det kgl. octroj. søassurancekompagni og fra 1913 formand for dets bestyrelse. Hans interesse for søfarten gjorde ham 1884 til bestyrelsesmedlem og kasserer for stiftelsen Georg Stages minde som ejede skoleskibet af samme navn. Fra sin far havde han arvet megen sans for musik, og 1891-1915 var han medlem af Musikforeningens administration. - Etatsråd 1892. Konferensråd 1908.

Familie

Forældre: kantor, løjtnant ved livkorpset, cand. phil. Hans Peter Johan L. (1803-34) og Ida Christine Monrath (1807-93, gift 2. gang 1849 med tømmerhandler Emil Z. Svitzer, 1805-86). Gift 21.9.1860 i Kbh. (Frue) med Emilia Andrea Cathinka Henriette Wilhelmine Svitzer, født 24.11.1837 i Kbh. (Garn.), død 7.5.1884 sst. (Frue), d. af ovennævnte Emil Z. S. og Ida Sophie Suzette v. Holstein (1813-42).

Udnævnelser

R. 1879. DM. 1899. K2. 1904.

Annonce

Ikonografi

Mal. af A. Schiøtt, 1874, og af S. C. Jensen, 1894. Afbildet på P. S. Krøyers mal. Fra Kbh.s børs, 1895 (Børsen, Kbh.). Mal. af Knud Larsen, 1916, og af Jørgen Aabye, 1918. Foto.

Bibliografi

111. tid. 17.7.1904. Berl. tid. 16.4.1920. Hendrik Stein: Omkr. Kbh.s børs, 1937 58.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Vestberg: H.P.J. Lyngbye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293862