D.B. Adler, David Baruch Adler, 16.5.1826-4.12.1878, grosserer, bankier, politiker. Efter endt skolegang i den ansete Mariboes realskole kom D.B. Adler som 16-årig på handelskontor i Hamburg hvor han blev uddannet i manufakturbranchen. Efter nogle års ophold der rejste han til London hvor han med baggrund i en arv fra forældrene på ca. 30.000 rdl. 1848 indtrådte som deltager i kommissionshuset Martin Levin & Adler. Umiddelbart efter sit giftermål flyttede han til Kbh. og grundlagde her – idet han samtidig overtog en onkels bankierforretning – 22.2.1850 sit eget firma under navnet D.B. Adler & Co. I nogle år vedblev han dog at være passiv deltager i Londonhuset, ligesom Martin Levin var passiv deltager i firmaet i Kbh. Dette sidste omfattede til at begynde med både vare- og bankierforretning, men efterhånden blev bankiervirksomheden hovedsagen, og firmaets bestræbelser gik i samklang med tidsånden ud på at drage de jyske pengeforretninger over til Kbh., bort fra Hamburgs formynderskab.

D.B. Adlers energi og påpasselighed i forbindelse med hans usædvanlig store arbejdsevne og hurtige hoved bragte på få år firmaet stærkt i vejret, men krisen i slutningen af 1857 som i særlig grad ramte hans jyske forbindelser stillede ham på den anden side en kort overgang i en vanskelig situation hvorunder han måtte søge assistance udefra. Den hjælp der blev ydet firmaet og derigennem også dets forbindelser i Jylland skete i form af et lån i Privatbanken med garanti af Børsens bedste navne. Lånet blev ikke brugt i sin helhed og blev snart tilbagebetalt. Inden denne kritiske periode havde D.B. Adler, lige fra de første planer om dannelse af en privatbank i Kbh. fremkom i sommeren 1856, været det mest aktive medlem i den kreds af fremstående købmænd som havde denne nydannelse på sit program, og da Privatbanken betragtedes som etableret 1. maj 1857 indtrådte han i bankrådet. Han beklædte dette hverv indtil han gav det fra sig 21.11.1866 efter allerede i flere år at have stået i et ret spændt forhold til Tietgen. At sidstnævnte efter D.B. Adlers opfattelse optrådte for selvstændigt og navnlig ikke viste bankrådets medlemmer den fornødne hensyntagen var en af årsagerne til denne udvikling, men hertil kom det mere konkrete at Privatbanken og D.B. Adlers interesser tørnede sammen på de udenlandske statslåns område ved afviklingen af den danske vekselgæld i Holland i slutningen af 1864. D.B. Adler ordnede ved denne lejlighed et dansk-engelsk lån hvilket Tietgen, der selv på grund af særlige forhold havde ønsket at gøre denne forretning, tog meget unådigt op, og dermed indledtes det brud mellem Tietgen og Adler som, da Tietgen vægrede sig ved at lade Privatbanken belåne de danske statsobligationer af 1864 der for en stor del var vendt tilbage til Danmark efter krigen, resulterede i at Adler udtrådte af Privatbankens bankråd.

En forsoning mellem D.B. Adler og Tietgen var ikke mere mulig, og da Tietgen i de følgende år just kom til at udfolde sit sande væsen som den store nyskaber og starter og førte Privatbankens virkeområde ud over hvad man dengang efter engelsk opfattelse mente måtte være en aktiebanks vigtigste funktion, nemlig at optræde som diskontør, voksede den tanke efterhånden frem i Adler – hvis eget firma i disse år gennemgik en stor udvikling – at stifte en ny københavnsk bank som holdt sig det engelske forbillede mere efterrettelig, og han forstod den kunst at sikre sig egnede medarbejdere hertil. Med udholdende energi arbejdede han i flere år i så stor stilhed med denne plan at da den realiseredes under navnet Kjøbenhavns Handelsbank kom det fuldkommen bag på Tietgen. Ikke blot var det lykkedes D.B. Adler at formå nationalbankdirektørerne W. Sponneck og A.E. Reimann samt statsgældsdirektør Martin Levy til at indtræde som direktører i den nye bank, men tillige at skaffe de nødvendige penge til veje, og endskønt aktierne blev emitteret til kurs 110 blev aktiekapitalen straks tegnet, og 18.4.1873 begyndte banken sin virksomhed. D.B. Adler regnede selv senere dette instituts dannelse for sit livs største bedrift. Samtidig og senere var han medstifter af flere jyske kredit- og pengeinstitutter, deriblandt særlig Nye jyske Købstadskreditforening, 1871 og på basis af firmaet Adler, Wulff & Meyer i Århus Jysk Handels- og Landbrugsbank, 1876 som siden blev filial af Handelsbanken.

Ved siden af sin store forretning hvori han 1869 havde optaget Martin Meyer Goldschmidt (1839–1904) udfoldede D.B. Adler også på mange andre felter et betydeligt arbejde. 1862–77 var han således et stærkt interesseret medlem af Sø- og Handelsretten og 1875–78 var han medlem af Grosserer-societetets Komité. Han havde sæde i flere lovgivningskommissioner og var medlem af flere udstillingskomiteer. 1870–77 sad han i det mosaiske trossamfunds repræsentantskab. D.B. Adler interesserede sig også stærkt for det politiske liv, han var således medlem af borgerrepræsentationen 1858–64 og 1869–72, af rigsrådets og senere rigsdagens folketing (Helsingørkredsen) 1864–69 og af landstinget som afløser for M.G. Melchior 1874–78. I politisk henseende hørte han til de nationalliberales venstre fløj. Han stod politisk og personlig folk som C.C. Hall, C. St. A. Bille og C.S. Klein meget nær. I efteråret 1877 angreb han i landstinget Estrup for det første provisorium men nærede i øvrigt en stærk beundring for højres førere personlig, således også for Nellemann som blev hans afløser i landstinget. Det sønderjyske spørgsmål havde hans store interesse.

D.B. Adler var personlig en meget livlig og varmhjertet mand og besad en enorm arbejdskraft. Han udøvede megen godgørenhed, og som et varigt minde står hans landejendom Nærumgård, af han og hans hustru bestemt til oprettelsen af et børnehjem.

Familie

D.B. Adler blev født i København (Mos.), døde samme sted og er begravet samme sted (Mos. Nørrebro). Forældre: vekselmægler Baruch Isak Adler (1789–1843) og Hanne Meyer (1792–1842). D.B. Adler blev gift 19.12.1849 i London med Jenny Raphael, født 11.3.1830 i London, død 13.11.1902 i København, datter af bankier John Raphael (1802–77) og Emma Schiff (1803–44). – Far til H. Adler.

Udnævnelser

R. 1872.

Ikonografi

Tegn. af Monies, 1834, mal. af samme. Mal. af C. Bloch, 1870. Mal. af A. Jerndorff, kopi af P. Ilsted, 1900 (Handelsbanken). Træsnit af G. Pauli, 1878, tegn. af H. Olrik, 1880.

Bibliografi

Jul. Schovelin: Privatbanken 1857–1907, 1907. De danske byerhverv i tekst og billeder, Kbh., 8. hft., 1904 53–56. C. St. A. Bille i III.tid. 15.12.1878. Morgentelegrafen 5.12.1878. Nær og fjern 8.12.1878. Axel Rubow: Nationalbankens historie 1818–78, 1918 376. V. Topsøe i Dagbladet 1879, nr. 66. A. Friis: Danmark ved krigsudbruddet 1870, 1923. Jørgen Langgaard Pedersen i Erhvervshist. årbog nr. 20, 1969 110–44. Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig