Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Augustin Gamél

Oprindelig forfatter JVest
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Augustin Gamél, Augustin Cyrille Victor Vilhelm Gamél, 10.3.1839-16.6.1904, grosserer. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Kat.Ass.). Efter at have fået en god uddannelse løste G. 1866 grossererborgerskab i Kbh. og blev 1869 ansvarlig deltager i faderens meget betydelige kaffeforretning. 1879 blev den yngre bror, cand. med. Arnold Gamél (1848-1912) også deltager i firmaet, men fik ingen betydelig indflydelse. Som købmand havde G. en afgjort sans for det væsentlige og forstod at træffe en afgørelse i det rette øjeblik, men han savnede faderens ekspansive evne. Han forstod imidlertid at opretholde og bevare det en gang vundne i både kommerciel og finansiel henseende. Umiddelbart forinden en sindssygdom pludselig brød ud hos ham i hans sidste leveår trak han sig definitivt tilbage fra forretningen. – Fra sine unge dage nærede G. levende interesse for den geografiske forskning, og Det kgl. danske geografiske selskab i hvis bestyrelse han sad 1895-1904 fik i ham et ualmindeligt interesseret medlem som ved flere lejligheder optrådte som rundhåndet velgører, foruden at han på anden måde støttede den geografiske forskning. Således hjalp han A. Hovgaard til at realisere planen om en nordpolsekspedition. Han købte og udrustede et skib som han efter sin mor gav navnet Dijmphna og bar den overvejende del af ekspeditionens omkostninger (1882-83). Da Fridtjof Nansen som ung og ukendt 1888 fremsatte sin plan til skifærd over indlandsisen og ikke kunne få den økonomiske støtte dertil i Norge, var det atter G. som påtog sig at bære udgifterne. I sin bog Paa Ski over Grønland, 1890 takker han G. "for den fritseende gavmildhed, hvormed han støttede foretagendet, da de fleste andre rystede på hovedet deraf, og for den tillid, han derved viste mine kammerater og mig." I alle de følgende år bevaredes forbindelsen mellem Nansen og G., og sidstnævnte kom også til at stå i et venskabeligt forhold til den svenske forsker Sven Hedin. – På velgørenhedens område fortsatte G. hvor hans far havde virket. Desuden bekostede han 1887-90 delvis opførelsen af Helligkorskirken i Kbh. – I modsætning til sin far havde han intet imod at være kendt og omtalt; hans særprægede og temperamentsfulde personlighed gav ham på naturlig måde adgang til at blive det. – Etatsråd 1888.

Familie

Forældre: urtekræmmer Antoine Gamél (1809-79) og Maria D. Ververs (1813-76). Gift 15.11.1876 i Kbh. (Frue) med Emma Johanne Emilie Hellerung, født 24.6. 1852 i Kbh. (Frels.), død 29.2.1924 sst., d. af jernstøber Johannes Henrik H. (1818-93) og Johanne Marie Nielsen (1821-93).

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1894.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på træsnit ca. 1880 af nordpolsekspeditionen. Træsnit på skillingsvise 1884. Afbildet på tegn. af K. Gamborg 1897 ved foredrag af Nansen 1896 (Fr.borg), og på mal. af Anna Petersen s.m. Nansen og Irminger. Foto.

Bibliografi

Geografisk t. X, 1890 3 64-72 (Fridtjof Nansens officielle rapport til G.). Dannebrog 17.6.1904. A. Hovgaard i III tid. 26.6.s.å. Detailhandlerbl. 22.8.1930. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Vestberg: Augustin Gamél i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289913