Otto Brüggemann, 14.2.1600-5.5.1640. Født i Hamburg, død i Slesvig. Efter at have tilbragt en del af sin ungdom i Spanien og Nederlandene tog B. 1629 borgerskab som købmand i Hamburg. 1630 vandt han hertug Frederik III af Slesvig-Holsten-Gottorp for en fantasifuld plan om iværksættelse af en transithandel med persisk silke til Vesteuropa. For at optage konkurrencen med Holland skulle et nyt handelskompagni, med B. som præsident, indkøbe varerne direkte i Persien og fragte dem gennem Rusland og Sverige og derfra over Østersøen til Kiel hvor man rejste pakhusene. 1632-33 forhandlede han i Moskva og på grundlag af de opnåede resultater gik han 1635 med et gesandtskab over Moskva til Isfahan. I sine forhandlinger gik han dog, for at opnå de ønskede mål, videre end han havde beføjelse til, bl.a. med et tilbud til shahen om militært samarbejde, og ved en grov og provokerende optræden skabte han sig fjender undervejs, bl.a. sine rejseledsagere Philip Cruse og Adam Olearius. Ved sin tilbagekomst august 1639 blev han arresteret og anklaget for overskridelse af sine beføjelser, underslæb, for at være gået rejsefællerne bag ryggen - og for utugt. Efter 9 måneder dømtes han skyldig og henrettedes. Den væsentligste kilde til B.s historie er Olearius' rejseberetning, men der er dog næppe tvivl om at han ikke var opgaven voksen. Væsentligst som årsag til fiaskoen var dog at hertugdømmet ikke magtede den nødvendige investering i et sådant foretagende. Pakhusene i Kiel blev stående som det eneste synlige minde til de under anden verdenskrig blev bombet bort.

Familie

Forældre: skipper, købmand i Hamburg Otto B. og Catharina v. Essen (?). Gift med Katharina, d. af Conrad Volscher og Marie Wivichs.

Ikonografi

Kobberstik efter forlæg fra ca. 1640, et par stukne kopier efter dette.

Bibliografi

A. Olearius: Vermehrte neue Beschreibung der Moscowitischen und Persischen Reyse, Schlesw. 1656 (ny udg. med efterskrift af Dieter Lohmeier, Tübingen 1971). E. M. Kiecksee: Die Handelspolitik der Gottorfer Herzöge im 17. Jh., Kiel 1952. Svend Orhammer Andersen: Den persianske rejse, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig