Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dominico Capozzi

Oprindelig forfatter ThH-F
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Dominico Capozzi, Domenico Raphael Francisco Capozzi, ca. 1792-29.1.1862, hofviktualiehandler. Født i Napoli, død i Kbh. (Kat.), begravet sst. (Kat. Ass.). C. kom til Kbh. 1816 som kammertjener hos den sicilianske chargé d'affaires d'Ambrosio, men mistede synet ved et ulykkestilfælde og fik ved kgl. reskripter til magistraten 1821, -25 og -37 tilladelse til at handle med makaroni, ost, tørrede frugter, sæbe, lugtende vande samt olie og siciliansk vin. Hans fortolkning af tørrede frugter, hvortil han henregnede vindruer, bragte ham i strid med urtekræmmerne der så skævt til at han efterhånden havde fået den meste handel med desserter til fornemme og formuende folks tafler. 1840 lykkedes det ham dog at få bevilling til at handle med sådanne friske frugter der ikke var nævnt i urtekræmmernes artikler. 1845 blev han hofviktualiehandler. - C. var den første der indførte hermetik her i landet. 1835 havde han fået tilladelse til at have udsalg af friske såvel animalske som vegetabilske levnedsmidler, hermetisk indesluttede til brug på sørejser. Han indførte hermetikken fra Frankrig, men da han mente den kunne laves billigere herhjemme og dertil ville indforskrive en fransk kok fik han 1840 tilladelse til at gøre et sådant forsøg. Imidlertid erfarede han at handelshuset Hambro & Søn havde fattet en lignende plan, og da dette rådede over flere pengemidler opgav han sit forehavende mod at få eneret til at sælge firmaets produkter. Efter kort tids forløb nedlagde Hambro & Søn fabrikken, og den franske kok F. J. Petit som de havde benyttet fortsatte for egen regning og overdrog udsalget til andre hvorfor C. der kendte hemmeligheden ved fremstillingen på ny ansøgte og fik bevilling til ligesom Petit at producere hermetik. - Ved forskellige lægeudtalelser var C. blevet opmærksom på at Kbh. manglende transportable badekar der ellers brugtes i Europas hovedstæder til syge og svage der ikke kunne tage bad uden for hjemmet hvorfor han 1841 søgte og fik bevilling til under stadsfysicus' tilsyn at betjene sådanne med forskellige slags bade hjemme. - C. ejede en gård på Kongens nytorv, men 1848 så han sig nødsaget til at opgive sit bo, og i de senere år levede han under meget beskedne forhold i restaurationsfaget. I sin alderdom solgte han fra sit hjem billetter til Vesterbros teater medens han i sine velmagtsdage havde sat sine penge i sin landsmand Philippo Pettolettis forskellige teaterforetagender og i Casino.

Familie

gift før 1824 med Maria Clementia Spositi, født ca. 1797 i Napoli, død 23.5.1869 i Kbh. (Kat.)

Ikonografi

Miniature.

Annonce

Bibliografi

E. Nystrøm: Guldsmed Anton Michelsen, 1909 20. Samme: Offentlige forlystelser i Frederik VI's tid, 1, 1910 220 256. Villads Christensen: København 1840-57, 1912 185 388. Carl C. Christensen: Fra voldenes København, 1924 33f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Hauch-Fausbøll: Dominico Capozzi i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288099