Aage Qvistgaard-Petersen, 13.11.1886-22.7.1976, korneksportør. Født i Århus (Domsg.), død i New Orleans, USA. Q.-P. kom i lære i Korn- og Foderstof Kompagniet i Århus efter at have taget præliminæreksamen. 1907 sendtes han til USA hvor han i Galveston skulle deltage i opbygninen af en ny filial for kornkompagniets amerikanske datterselskab The New Orleans Export Company Ltd. forretningerne, der især bestod i eksport af bomuldsfrøkager, nødvendiggjorde imidlertid at han i de følgende år kom til at bo flere steder langs den mexicanske golf. 1919 slog han sig endeligt ned i New Orleans hvor han boede til sin død. Herfra ledede han indtil 1936 The New Orleans Export Company Ltd. for Korn- og Foderstof Kompagniet. 1908 havde en række af kornkompagniets filialdirektører i USA sammen med nogle amerikanere og en canadier startet et lille firma, South Port Mill der i begyndelsen fremstillede foderkager. Under første verdenskrig købte man nogle oliemøller, og da et stort amerikansk selskab i 1925 var i økonomiske vanskeligheder, overtog South Port Mill et af dets firmaer, Wesson Oil & Snowdrift Co. Inc. med datterselskaber. South Port Mill gik op i Wesson Oil der drev oliemøller og raffinaderier for vegetabilsk olie. Q.-P. sad fra 1925 i bestyrelsen for Wesson Oil og var 1925-36 vicepræsident, 1936-40 første vicepræsident og fra 1940 til omkring 1960 præsident for selskabet som han også i flere årtier var direktør for. Wesson Oil & Snowdrift Co. Inc. udviklede sig i denne periode til et meget stort foretagende selv efter amerikanske forhold med mange oliemøller og spiseolieraffinaderier samt desuden gødningsfabrikker, fiskekonserves- og fødevare-fabrikker. I alt beskæftigede koncernen i nærheden af 30 000 mennesker. Foruden præsident- og direktørposter i koncernens mange datterselskaber havde Q.-P. en lang række andre hverv. Det er blevet sagt at han sad i over 100 bestyrelser. Nævnes skal her kun, at han var direktør for National Bank of Commerce in New Orleans og for The Texas and Pacific Railway Co., Dallas. Endvidere at han under og efter krigen var blandt den amerikanske regerings rådgivere i handelsspørgsmål. Der er næppe tvivl om, at Q.-P. i en lang årrække var ganske indflydelsesrig ikke alene i New Orleans, men også i amerikansk erhvervsliv i det hele taget.

Familie

Forældre: bogbindermester Hans Morten Michael Petersen (1850-1922) og Alma Cathrine Thorsen (1857-1927). Gift Adele Lange, født i Galveston, Texas, USA. – Bror til Viggo Q.-P. Navneforandring (bindestreg) 3.10.1905

Udnævnelser

R. 1929.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Georg Andrésen i Århus stiftstid. 31.7.1949. Aage Heinberg sst. 25.7.1963. Georg Andrésen sst. 27.7.1976. Ib Gejl og Chr. R. Jansen: Korn, købmænd og kornkompagni, 1971. – Erindr. i Erhvervsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig