Lars Kruse, Lars Andersen Kruse, 5.6.1828-9.3.1894, fisker. Fra sin tidlige ungdom deltog Lars Kruse i talrige redningsforetagender på den farlige kyst ved Skagen, og henimod 200 mennesker skyldte for en del ham deres frelse. Et af de mest kendte af disse fandt sted 27.12.1862, da den svenske brig Daphne strandede på Skagens nordside, og da Lars Kruse med egen båd og under den mest overhængende livsfare frelste besætningen, efter at redningsbåden var kæntret og otte mand af dens besætning var druknet. Fra nytår 1863 var han ansat i redningsvæsenets tjeneste og formand på Skagens redningsbåd. 1880 modtog han af danske mænd og kvinder et sølvkrus med inskriptionen: "Ydmyg i Ordet, stolt i sin Daad, kristen i Gjerning, Mand i sin Baad". Lars Kruse druknede ud for Skagens nordstrand under forsøget på at lande under en stærk snestorm. Gennem Holger Drachmanns begejstrede skildring er hans navn blevet bevaret – også som eksponent for hans talrige ligemænd langs hele den jyske vestkyst.

Familie

Lars Kruse blev født i Skagen, døde ud for Skagens Nordstrand, er begravet i Skagen. Forældre: fisker Anders Larsen Kruse (1799–1855) og Maren Sophia Sørensdatter (1791–1859). Gift 1. gang 2.8.1850 i Asdal med Inger Marie Jensdatter, født 18.6.1818 i Uggerby, død 8.6.1871 i Skagen, d. af Jens Pedersen og Ane Kirstine Larsdatter. Gift 2. gang 8.3.1872 i Skagen med Hedevig Jensen Bagh, født 4.1.1826 i Skagen, død 12.5.1899 sst. (gift 1. gang 1849 med fisker Iver Andreasen, 1828–62), d. af skibstømmermand Jens Christensen B. (død 1839, gift 2. gang 1833 med Hansine Christiane Hansdatter) og Christine Christens-datter Møller (ca. 1794–1831).

Udnævnelser

F.M.2. 1874. DM. 1882.

Ikonografi

Tegn. af M. Ancher, 1879, gengivet i træsnit s.å. af H.P. Hansen og 1894. Mal. af M. Ancher ca. 1882 (Skagens mus.). Træsnit 1894 efter tegn. af Vilhelm Peters og s.å. efter foto. Tegn. af Fr. Kraul. Relief af Niels Holm, 1894 (gravstenen). Mal. af M. Ancher, 1912. Foto.

Bibliografi

H. Drachmann: Lars Kruse, 1879. III. tid. 18.3.1894. Poul Muller: Lars Kruse, 1942. Chr. Thagaard: Lars Kruses liv og levned, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig