William Demant, ved dåb Villiam, 22.7.1888-23.12.1979, fabrikant. Født i Odense (Set. Hans), død Frbg., begravet Vestre kgd. I 1904 hjemførte D.s far fra London til sin hustru et af de første høreapparater fremstillet i USA. Interessen voksede hurtigt, og allerede samme år stiftedes eget firma til import af de amerikanske anlæg. Efter faderens død overtog D. firmaet. Det var oprindelig ret store og tunge apparater af den såkaldte kulkornstype, men efterhånden var det muligt at fremstille stadig mindre og kraftigere høreanlæg. 1933 muliggjorde den såkaldte "bone-conductor" at lydimpulser kunne overføres direkte gennem kraniet til hørenerven. Denne nyskabelse øgede hurtigt høreapparatets popularitet og udbredelse. Helt frem til 1940 var D. alene agent for den amerikanske fabrik, men kort efter krigsudbruddet påbegyndtes egen fabrikation. Det første danske apparat blev hurtigt en succes, og et solidt grundlag var hermed skabt for en selvstændig dansk produktion af høreanlæg. Afgørende for den videre udvikling var fremkomsten af nye små batterier kort efter krigen. Hermed var det blevet muligt at montere batterierne ind i selve høreapparatet uden at gøre det større. Fremkomsten af transistorer og trykte kredsløb skabte siden yderligere udviklingsgrundlag for virksomheden. Firmaet så tidligt store muligheder i fremstilling af stationære høreanlæg, og i dag har Oticons tunghøreanlæg vundet almindeligt indpas i foredragssale, teatre, kirker og andre steder hvor der kommer mange mennesker. -1956 blev firmaet omdannet til Aktieselskabet William Demant med Oticon A/S som produktions- og salgsselskab. Samtidig stiftedes William Demants og hustru Ida Emilies Fond (senere omdøbt til Oticon Fonden) der har til formål at støtte tunghøresagen.

Familie

Forældre: reparatør, senere fabrikant Hans Jørgen Frederik D. (død 1910) og Camilla Louise Bertha Nielsen (død 1934). Gift 1. gang 1914 med Ida Emilie (Milla) Høst, født 29.1.1888 i Kbh., død 11.4.1957 sst., d. af ors. Frederik H. (1850-1925) og Ida Lyngbye (1863-1937). Gift 2. gang 21.2.1958 på Frbg. med Fay Ruth Ingeborg Hermundstad, født 24.4.1923 i Enebakk, Norge, død 15.1.1974 i Kbh., d. af Gustav Linus Karlson (1895-1959) og Dorthea Ingeborg Hermundstad (1892-1975).

Bibliografi

Fra øretrompet til transistor- og telefonspole, 1954. Børsen 22.7.1968. Berl. tid. 21.7.1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig