Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto J. Bruun

Oprindelig forfatter EKJo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto J. Bruun, Otto Johannes Bruun, 2.6.1892-27.2.1989, fabrikant. Født i Vejle. Fra sin tidlige ungdom ønskede B. at blive ingeniør. Hjemmets økonomiske forhold tillod dog ikke en videregående uddannelse, og i stedet kom han efter realeksamen fra Vejle højere almenskole 1909 i lære i et kornfirma i Flensborg og fortsatte i årene frem til 1914 sin handelsmæssige udannelse i Hamborg og Sydamerika (Montevideo og Buenos Aires). Under opholdet her tog han pr. korrespondance kursus i mekanisk teknologi, og mange år senere (1939–43) fortsatte han i England en egentlig ingeniøruddannelse. Under et besøg i Danmark 1914 forhindredes han af verdenskrigens udbrud i at vende tilbage til Sydamerika. I stedet etablerede han sammen med skolekammeraten Chr. Andersen – der dog efter få års forløb udtrådte af virksomheden – 1915 i Vejle Nordisk Tubefabrik. Formålet var at fremstille tuber til tandpasta som han under Amerikaopholdet havde bemærket var i færd med at afløse det hidtil kendte tandpulver. Tubefabrikken var den første af sin art i Danmark, og allerede fra fabrikkens start prægedes B.s virke af den idérigdom og opfindertalent der har været kendetegnende for hans senere virksomhed. Gennem opfindelsen af en ny tube af fortinnet bly lykkedes det ham snart at blive hovedleverandør til den danske kemiske og farmaceutiske industri. I forbindelse med salg af patentet til Nordiska Tubfabriken, Kungsor, Sverige, 1917 blev han direktør for denne, men solgte nogle år senere sine interesser der, efter at han 1918 havde købt A/S De danske kapselfabrikker, Kbh. Efter en brand i Vejlefabrikken 1919 flyttedes produktionen til Kbh. hvor de to fabrikker 1921 sammensluttedes til Andersen og Bruuns fabrikker A/S. Udover tuber og vinflaskekapsler optog B. efterhånden fabrikation af aluminiumsfolie og andre emballageartikler, men de store gennembrud kom først i begyndelsen af 1930erne gennem B.s opfindelse af flaskekapsler af aluminium og maskiner til fabrikation af disse.

B. fik verdenspatent på disse opfindelser hvilket skabte grundlaget for en meget kraftig produktionsudvidelse med henblik på eksport. Som følge af 1930ernes valuta- og importrestriktioner udnyttedes patentet i en række lande med licenskontrakter, og disse forhold var også baggrund for at B. 1935 etablerede en selvstændig fabriks-virksomhed (Andersen & Bruun (British) Ltd.) i England hvortil han selv flyttede 1938 og siden har boet. – Efter krigstidens produktionsafbrydelser fortsatte virksomhedens vækst med opførelse af nye fabrikker i England 1945 (Tubes, Foil & Capsules) og 1950 (Impact Extrusions Ltd.). Den sidste blev startet med basis i et nyt tubepatent (Tin top) der hurtigt vandt vid udbredelse ligesom den senere opfundne Alucup (emballage til bl.a. ostespecialiteter). Sammen med andre patenter inden for tube- og kapselområdet samt maskiner til fremstilling heraf har disse dannet grundlaget for en fortsat ekspansion i årene efter 2. verdenskrig. Udover fabrikkerne i Danmark og England opførte B. således i årene 1934–49 tube- og kapselfabrikker i en række lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Indien og Sydafrika. Desuden erhvervede han 1958 A/S Frederiksbjerg Metalvarefabrik og året efter Københavnske Bagermestres nye Rugbrødsfabrik af hvilke den sidste dog igen blev afhændet efter nogle års forløb. 1948 overlod han hovedparten af aktierne i den danske del af virksomheden til et fond, mens fabrikkerne i England er indgået i den store verdenskoncern Metal Closures Group Ltd.

Med sin idérigdom, stædighed og energi har B. fortsat i sin høje alder med at spille en aktiv rolle i ledelsen af det verdensomspændende foretagende, især inden for disses forskningsafdelinger. Han har udgivet flere mindre skrifter om industrielle forhold og sin egen virksomhed, bl.a. The Bruun Plan for International Collaboration, 1944; A Policy for Industrial Expansion, 1945 og The Development of Invention, 1973.

Annonce

Familie

Forældre: tandlæge Johannes Severin B. (1854–1935) og Julie Sophie Jespersen (1867–1933). Gift 18.12.1927 i Kbh. med Ebba Klint Jacobsen, født 6.1.1899 på Frbg., død 31.10.1975 (Søllerød), d. af anlægsgartner Carl Klint J. (1870–1916) og Marentine (Tine) Theodore Petersen (1865–1943).

Udnævnelser

R. 1949. R.1 1965.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

O. J. B.: Kort tilbagekig (Erhvervsark. bibl.). O. J. B. i Berl. aftenavis 3.6.1969 (kronik). – Interviews i Berl.tid. 6.4.1950, Politiken 31.5.1962, Berl.tid. 28.5.1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Otto J. Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287814