• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.N. Blumensaadt

Oprindelige forfattere IGejl og PKJen
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.N. Blumensaadt, Nicolai Niemann Blumensaadt, 9.3.1804-17.8.1871, sæbefabrikant. Født i Odense, død sst., begravet sst. B. fulgte oprindelig i faderens fodspor og begyndte som apotekerlærling i Flensborg. Han blev cand. pharm. 1826 men havde i mellemtiden studeret medicin i Jena. Efter eksamen opholdt han sig atter en tid i Jena, var derpå ansat ved et apotek i Holsten, og senere var han tre år provisor ved apoteket i Åbenrå. 31 år gammel grundlagde han 1835 en lille fabrik i Nedergade i Odense for tilvirkning af hvid og grøn sæbe, og samtidig åbnede han et udsalg af alle slags toiletartikler. Efter laboratoriearbejde med æteriske olier begyndte han i 1840erne at fremstille toiletsæber og parfumer, og efter et besøg på verdensudstillingen i Paris 1867 indførte han de nyeste franske maskiner i denne produktion. B. var en idérig mand og besad evnen til at give ideerne praktisk form. Han må derfor betragtes som en af tidens foregangsmænd ikke alene på sæbeindustriens, men også på andre af den teknisk-kemiske industris områder. 1868 opfandt han den flydende smørfarve der fik stor betydning for mejeriproduktionen men først kom til fuld udnyttelse efter hans død. Ligeledes var B. den første der optog fabrikation af sæbespåner. Efter B.s død fortsattes virksomheden af hans enke der 1891 overdrog den til sønnerne Niels Nicolai Blumensaadt (1855–1915), stifter af Foreningen af danske Toiletsæbe- og Parfumefabrikanter 1907, og Oscar Emil Blumensaadt (1856–98). 1898 solgtes den til virksomheden knyttede oliemølle til Odense oliemølle og Carl Petersens Fabriker, og 1903 overdrog N. N. B., der ved broderens død var blevet eneindehaver, forretningen til et aktieselskab hvor han selv blev direktør. 1909 trak N. N. B. sig tilbage; 1911 blev fabrikken solgt og forbindelsen med familien afbrudt.

Familie

Forældre: apoteker Nicolai Nielsen B. (1760–1804) og Susanne Kathrine Gøtzsche (1766–1845, gift 2. gang 1805 med apoteker Jannik Andersen, 1774–1854). Gift 3.5.1854 i Odense med Marie Cathinka Wendelboe, født 9.9.1834 i Odense, død 29.5.1913 sst., d. af snedkermester Hans W. (1795–1882) og Marie Cathrine Petersen (1811–78).

Bibliografi

Johannes Lehmann: N. N. Blumensaadts fabrikker gennem hundrede år 1835–1935, 1935.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Gejl, P. Koch Jensen: N.N. Blumensaadt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287234