Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Julius Wodroff

Oprindelig forfatter Rockstroh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Julius Wodroff, 1640-31.12.1724, regiments-kvartermester, grundspekulant, fabrikant. Død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). W., der må have studeret jura, blev 1685 auditør i hæren, 1697 regimentskvartermester ved regiment i Kbh. 1699 fik han af regeringen skøde på den del af Kbh.s ladegårds jorder der langs Skt. Jørgens sø strakte sig fra Gl. Kongevej til ladegårdens blegeplads, gennemstrømmet af et vandløb i nord-syd. Han anlagde her en valkemølle (klædefabrik) hvortil han føjede en privilegeret perlegrynsmølle og snustobakfabrik, og på opfordring og anbefaling fra stadens klejnsmede, sværdfegere og bøssemagere fik han 1702 tolv års privilegium på en slibe og poleremølle. Der blev drevet noget landbrug på en del af ejendommen, men dennes værdi afhang hovedsagelig af vandkraften, og da der fra 1710 blev bygget stærkt på ladegårdens grund til militærhospital er det sandsynligt at dette noget har svækket vandkraften der drev værkerne. Sommeren 1711 lejede de militære myndigheder på et år W.s "paa hin side af den saakaldte Sorte Dam beliggende gaard" – altså kun en del af den store grund – til anneks for ladegården, pesthospitalet, og W. flyttede ud derfra med dags varsel. Det blev betinget at der i jorden ved husene ikke måtte nedgraves lig. Da W. 1714 blev afskediget fra regimentet og fik tilladelse til ved kirkerne i Danmark og Norge at indsamle milde gaver var ejendommen gledet ud af hans hænder, og han selv blev svagelig. Grunden blev stykket ud til privat bebyggelse og yderligere fabrikanlæg af forskellig art. Om W. virkelig døde som meget fattig er ikke sikkert; i hvert fald var hans enkes bo ret omfattende.

Familie

Forældre: antagelig kaptajn, senere major Hermann Albrecht W. (død 1693). Gift formentlig 1697 med Anna Sophie Grünhagen, født ca. 1674, begr. 2.4.1754 i Kbh. (Garn.).

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen VII-VIII, 1886– 87. – Chr. Bruun: København II, 1890. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben III, 1906. Carl v. Kohl i Hist. medd. om Kbh. III, 1911-12 554f. L. Bobé sst. IV, 1913-15 619f; Villads Christensen sst. VIII, 1921-22 især 408f 411 417. Poul Strømstad: Søerne, 1966.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
K. C. Rockstroh: Georg Julius Wodroff i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299474