G.A. Sadolin, Gunnar Asgeir Sadolin, 5.2.1874-17.3.1955, fabrikant. Født i Valløby, død i Dragør, begravet Valløby kgd. S. tog præliminæreksamen 1890 ved universitetet og arbejdede derefter et halvt år på mekanisk værksted. Følgende en stærk kunstnerisk trang søgte han 1890–96 uddannelse på Teknisk skole, på kunstakademiet og på Zahrtmanns skole hvor han var en meget lovende elev. Midlertidige synsproblemer førte ham ind på studier over kunstnerfarvernes teknik i teori og praksis. Nogle gravfund i Egypten i slutningen af 1800-tallet, der henledte opmærksomheden på det enkaustiske voksmaleris holdbarhed, inspirerede ham til en række forsøg med fremstilling af voksfarver, og da disse faldt heldigt ud, dannedes 1907 et ganske lille selskab, Gunnar A. S.s Farvefabrik, hvor to brødre (læge Frode S. og sognepræst Jørgen Theophilus S.) samt læge Olav Høgsbro hver indskød 100 kr. "Fabrikationen" foregik i et værelse på Fasangården med S.s forlovede og senere hustru som eneste medarbejder. På dette beskedne grundlag skabtes i mindre end en menneskealder en betydelig dansk kemisk industri, hvis hoveddata er 18.5.1909, da A/S S.s Farver startedes med grosserer Gustav Hage (1852–1935) og ingeniør Alex. Foss, onkel til S.s forlovede, som hovedinteressenter, og 2.7.1912, da dette selskab sammensluttedes med firmaet Holmblad & Co.s efterf. Det gamle Holmbladske firma drev, da sammenslutningen fandt sted, hovedsagelig grossistvirksomhed, mens A/S S.s Farver foruden voksfarverne fabrikerede kunstner-oliefarver og dekorationsfarver i tuber og dåser og forsøgsvis havde optaget fremstilling af bogtrykfarver. Siden 1914 var S. og broderen Knud henholdsvis teknisk og merkantil direktør for den sammensluttede virksomhed A/S S. & Holmblad, hvis produktionsområde stadig blev udvidet. Desuden blev oprettet A/S Kemisk Værk, Køge med henblik på fabrikation af tørfarvepulvere og anilinfarver til S. & Holmblads virksomhed. S., hvis væsen og virke var præget af stilfærdig tilbageholdenhed, var under sin virksomheds enestående vækst sjældent fremme i kamplinjen og modtog aldrig offentlige hverv. Sit liv delte han mellem arbejdet og sine betydelige kunstneriske interesser der bl.a. satte sig spor i en anselig og værdifuld malerisamling af ældre nederlandsk, italiensk og spansk kunst. Han trådte tilbage fra direktørposten 1949 og blev kommitteret. – Da S. og broderen Knud 1949 forlod direktionen blev S.s søn Dan Sadolin, født 21.7.1914, direktør i virksomheden. Han var efter studentereksamen blevet oplært i virksomheden og 1946 udnævnt til underdirektør. 1951–54 boede han i Peru for at oparbejde det latinamerikanske marked. 1959 blev han direktør for firmaets internationale division. 1974 trak han sig tilbage.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Reerslev og Ruds Vedby Ole Jørgen S. (1826–1908) og Louise Suzette Emilie Marcussen (1838–1906). Gift 26.12.1910 i Gilleleje med Esther Margrethe Schultz, født 1.8.1888 på Hirsholmene, død 13.10.1964 i Dragør, d. af fyrmester, sidst på Nakkehoved, William S. (1850–1914) og Bertha Brøchner (1858–1921). – Bror til Frode S. og Knud S.

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1947.

Ikonografi

Tegn. af Poul S. Christiansen, 1888, og mal. af samme, 1897 (begge Fåborg mus.). Selvportr. ca. 1894. Malet selvportr. 1924 (Fr.borg). Buste af Emil Lié, 1932 (Sadolin & Holmblad). Mal. af H. Vedel, 1941 (sst.). Foto.

Bibliografi

Interviews i Børsen 26.7.1940 og 2.2.1944. – Povl Drachmann: A/S Sadolin & Holmblad 1819–1919, 1919. [A. Ranløv og L. Meineke Nielsen:] Sadolins farver. Sadolin & Holmblad, 1932. Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 383–88. Børsen 4.2.1934 og 18.3.1955. Sig. Schultz i Dagens nyheder 3.10.1934. Tage Heft i Politikens mag. 17.12.1939. L. Meineke Nielsen i Ingeniøren LIII, 1944 kemotekn. 14 og sst. LXIV, 1955 399f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig