Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Lausen

Oprindelig forfatter CRJan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Lausen, Martin Frederik Lausen, 25.8.1866-18.2.1959, fabrikant. Født i Odense, død i Herning, begravet på Århus nrd. kgd. L. uddannedes hos kornfirmaet Stokkebye & Hvalsøe, på Grüners handelsakademi samt ved et flerårigt ophold i Hamburg og London. 1892 blev han direktør for Aarhus Oliefabrik der siden starten 1871 havde ført en hensygnende tilværelse. Sammen med Otto Mønsted, der var en af virksomhedens grundlæggere, så L. de muligheder der netop i årene før århundredskiftet viste sig i fremstilling af vegetabilsk olie til den voksende margarineindustri. L. gjorde i perioden frem til første verdenskrig Aarhus Oliefabrik til et foretagende der med fabrikker og opkøbsstationer rundt omkring i verden kunne levere olier ikke alene til danske, men til mange europæiske margarinefabrikker. 1902 oprettedes Teutonia Oilwerke i Harburg i Tyskland og 1907–08 fulgte en fabrik i England, Erith Oil Works, og i årene umiddelbart før krigen kom hertil fabrikker i Østeuropa. Til at skaffe råstoffer til disse mange virksomheder opbyggedes et net af opkøbsstationer i Østen og Afrika. Samtidig hermed moderniseredes og udvidedes virksomheden i Århus. For L. var det uden tvivl en skuffelse at dette verdensforetagende som han havde bygget op 1910 af interessenterne blev solgt til en englænder, Sir George Watson, indehaveren af den store engelske margarinekoncern Maypole Dairy Co. L. fortsatte dog som direktør for Aarhus Oliefabrik og i øvrigt som den eneste aktionær i foretagendet ved siden af Watson, med hvem han havde et fortræffeligt samarbejde. Da Watson 1918 ønskede at sælge lykkedes det L. under stærkt tidspres og i hård konkurrence med andre interesserede at få tilsagn fra en række banker, store erhvervsvirksomheder og enkeltpersoner om indskud af kapital til opkøb af Watsons aktier. For L. var det en kamp for at redde sit livsværk fra at komme i andres hænder. For det nystiftede aktieselskab Aarhus Oliefabrik blev L. ikke alene direktør, men også formand for bestyrelsen. Den følgende halve snes år blev bitre for L. Under og især efter krigen havde han videreført den linje, han og oliefabrikken havde stået for før 1914: fabrikken skulle gøres større. Denne politik førte nu under fredskrisen til alvorlige tab for oliefabrikken -som for så mange andre virksomheder – og L. blev gjort ansvarlig for udviklingen. 1922 måtte han afgive sin formandspost i bestyrelsen hvor han dog blev siddende lige til sin død, ligesom han 1926 måtte trække sig tilbage som direktør. Det er yderst vanskeligt at sige, om L. ikke forstod de ændrede forhold for erhvervslivet efter krigen, eller om andre ønskede ham fjernet. L. selv var ikke i tvivl om, at det sidste var tilfældet. Efter sin afgang som direktør trak L. sig tilbage til Clasonborg syd for Herning, en tidligere klæde- og papirfabrik hvis gamle bygninger han lod nedrive, og i begyndelsen af 1920erne opførtes en ny lystgård. Da han overtog Clasonborg var størsteparten af jorden uopdyrket, men det lykkedes i løbet af det følgende tiår at drive det frem til et mønsterværdigt gods. Især kastede han sig over kartoffeldyrkning. Han stod i spidsen for oprettelsen af en sammenslutning af kartoffeldyrkere, De samvirkende jyske kartoffelsektioner (SAJYKA) og var dens første formand 1936–39. Bortset fra at L. sad i bestyrelsen for A/S Frichs og i repræsentantskabet for Aarhuus Privatbank samt endvidere 1920–27 som medlem af Industrirådet havde han ikke tillidsposter inden for erhvervslivet. Derimod gjorde han et ganske betydeligt arbejde for Århus by. Han var ivrig talsmand for oprettelsen af et universitet og var 1919–25 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet; han muliggjorde 1920 gennem en gave oprettelsen af et naturhistorisk museum, og han udkastede tanken om at knytte et erhvervsfakultet – det der senere blev til det økonomiske fakultet – til det kommende universitet. Planen og en væsentlig del af midlerne til Århus stadion kan også tilskrives L. der 1920–25 var formand i repræsentantskab og bestyrelse for Århus idrætspark. Han var brasiliansk vicekonsul 1918–31.

L. var en "Grunder" i ordets egentligste betydning. Han byggede en stor virksomhed op, men måtte forlade den i 1920erne, et forhold som forbitrede hans sidste år. Povl Drachmann har i romanen Kampens Mænd fra 1916 givet et glimrende billede af L. Han kunne være særdeles rundhåndet med de betydelige midler han havde tjent, men i andre forhold lige så påholdende. Til virksomhedens arbejdere havde han et godt, noget patriarkalsk forhold. Det var L. der grundlagde den meget arbejdervenlige og sociale holdning på Aarhus Oliefabrik der i 1930erne gjorde virksomheden til en af de ledende på dette område i Danmark.

Familie

Forældre: bankfuldmægtig, senere -direktør Martin Georg Emil L. (1838–1911) og Marie Magdalene Richardt (1841–1926). Gift 20.10.1893 i Århus med Marie Sophie Henriette v. Düring, født 23.2.1875 i Haderslev, død 31.8.1952 i Kbh., d. af ritmester Ernst Frederik Vilhelm Carl v. D. (1822–95) og Ida Vilhelmine Frederikke Düring-Rosenkrantz (1831–80).

Annonce

Ikonografi

Mal. af fru Clemmensen, 1937 (Clasonborg). Mindeplade af A. Hoeg-Hansen, 1936 (søjlehallen, Århus stadion). Foto.

Bibliografi

F. L.: Århus Oliefabrik Lt. 1871–1892–1918, 1943. – Århus stiftstid. 23.2.1959. Demokraten s.d. Chr. R. Jansen i Weekendavisen 23.11.1979.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen: Frederik Lausen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293428