F.V. Grøndahl, Frederik Vilhelm Grøndahl, 8.4.1819-15.8..1856, porcelænsfabrikant. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Frbg.), begravet på Frbg. G. kom i lære som modellør på Den kgl. Porcelainsfabrik hvor han udviklede sig til en dygtig figurmaler. Den gammeldags indretning og driftsform passede ham imidlertid ikke, og han stillede flere forslag om ændringer; men alt hvad han opnåede hos ledelsen var at få navnet "Fabrikkens spekulative Geni" hæftet på sig. Han besluttede da at søge oprettet en ny fabrik; en tid forsøgte han sig med en terrakottavirksomhed, men 1852 kom han i forbindelse med brødrene M. H. Bing og J. H. Bing der var indehavere af en opblomstrende kunstindustriforretning. Den plan G. forelagde de to brødre gik ud på oprettelse af en fabrik for tilvirkning af figurer og relieffer i uglaseret porcelænsmasse, den såkaldte biskuit som dengang var højeste mode. Han tænkte bl.a, på at reproducere Thorvaldsens figurer. 1853 blev grundstenen lagt til Bing & G.s porcelænsfabrik på Vesterbrogade der kom i gang på en bredere basis end den af G. oprindelig tænkte, idet man besluttede at optage porcelænsfabrikation i alle former. Ved juletid 1854 åbnedes fabrikkens udsalg. Det grundlæggende arbejde havde imidlertid taget så stærkt på G.s kræfter at han allerede et par år senere afgik ved døden. D Litografi af I. W. Tegner, 1857, efter daguerreotypi.

Familie

Forældre: musiker, senere gartner Just Vilhelm G. (1791-1871) og Else Christine Møller (1791-1856). Gift 1.1.1846 på Frbg. med Maria Lisbeth Thomsen, født 1.5.1816 i Kbh. (Trin.), død 7.2.1857 sst. (Fred. hosp.), d. af arbejdsmand Jens T.

Bibliografi

[Harald Bing:] Porcellænsfabriken Bing & Grøndahl 1853-1903, 1903. [Povl Engelstoft og J. H. Bing:] Porcelænsfabriken B. & G. 1853-1928, 1928. Povl Drachmann i Tidsskr. for industri, s.å. 125-30.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig