Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eusebius Bruun

Oprindelig forfatter CFJoer
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Eusebius Bruun, 9.1.1838-6.10.1891, gærfabrikant. Født i Tårnby, død på Hesselagergård, begravet i Sværdborg. B. deltog som frivillig løjtnant i krigen 1864 og pådrog sig her en nervelidelse der senere (1872) gjorde ham næsten blind. Efter sit giftermål kom han i besiddelse af den gamle kro Møllehusene ved Roskilde til hvilken der hørte et brænderi. Dette, som var meget gammelt, besluttede B. at ombygge også med henblik på optagelse af gærfabrikationen, men ombygningen oversteg hans økonomiske formåen, og virksomheden måtte afhændes. B. havde dog ikke tabt interessen for gærfabrikation og arbejdede i det små på at udvikle en gærfremstillingsmetode på grundlag af L. Pasteurs iagttagelse: at gærens vækst fremmes ved tilførsel af luft. 1878 var han kommet så vidt at han kunne føre sine forsøgsresultater ud i livet i lidt større stil, og der blev dannet et firma under navnet Gærfabrikken Anker der havde til huse på Blegdamsvej i Kbh. Omtrent samtidig med B. arbejdede to tyskere, zum Felde og Marquardt, uafhængigt af hinanden med de samme problemer, men B. kan med fuld ret siges at være opfinder af luftgærmetoden, og han var den første det lykkedes at føre Pasteurs iagttagelse ud i praksis. Man havde naturligvis mange tekniske vanskeligheder at kæmpe med, men begyndelsen var gjort, og 1881 oprettede B. sammen med proprietær C. Ebbensgaard, Handbjerg hovgaard ved Struer, den første virkelige luftgærfabrik der har eksisteret. B. trak sig dog ud af kompagniskabet allerede 1882. Samtidig med oprettelsen af fabrikken i Handbjerg havde han været i forbindelse med folk i England og Sverige med oprettelse af luftgærfabrikker i de to lande for øje, og 1882 blev der oprettet en fabrik i Carlisle, grevskabet Cumberland, samt en fabrik ved Linköping i Sverige. De to fabrikker fik dog ingen lang levetid. Også med tyske fabrikker indledede B. samarbejde, men hans tiltagende blindhed og svagelighed i anden henseende vanskeliggjorde opfindelsens udnyttelse, og i økonomisk henseende fik han intet ud af sin opfindelse der senere skulle blive af meget stor betydning for gærindustrien.

Familie

Forældre: kapellan i Tårnby, senere sognepræst i Sværdborg og provst Carl B. (1805–83) og Julie Augusta Bruun (1809–89). Gift 10.4.1867 i Roskilde med Karen Johanne Bruun, født 11.4.1849 sst., død 2.8.1899 i Svendborg, d. af slagtermester Jens Jensen B. og Petra Petersen og plejedatter af mølle- og kroejer Rasmus Jensen, Møllehusene (1795–1857) og Anna Rasmusine Petersen (1808–85).

Bibliografi

F. G. Waller i Chemish weekblad, 1913 nr. 28. Chr. F. Jørgensen i Aktieselskabet De danske spritfabrikker 1831–1931, 1931. Gær- og spiritusindustriens hist. i Danm., udg. A/S De danske spritfabrikker, 1931.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. F. Jørgensen: Eusebius Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287791