Erik Bagger-Sørensen, Jørgen Erik Bagger-Sørensen, 24.3.1915-6.4.1987, fabrikant. Født i Vejle. Efter at have gået på Vejle gymnasium kom B.-S. til Den jyske handelshøjskole i Århus hvorfra han blev dimitteret 1935. Han var derefter volontør i et grossistfirma i Ålborg og trainee i London indtil han 1940 blev prokurist i Dansk Tyggegummi Fabrik A/S, Vejle der var grundlagt af faderen, Holger S. 1943 blev han virksomhedens administrerende direktør. Dandyfabrikken som den populært kaldes efter et af sine produkter var startet 1915 af Holger S. under navnet Vejle Caramel- og Tablet Fabrik. Efter et besøg i England 1927 begyndte denne – i sin kones køkken – at eksperimentere med fremstillingen af tyggegummi. Efter mange besværligheder nåede han frem til en anvendelig formel, og produktionen var allerede før 2. verdenskrig betydelig. Efter krigens afslutning var det B.-S. der fik ansvaret for genopbygningen af fabrikkens fremstillings- og salgsapparat. Det var ikke nogen let opgave for en virksomhed der var helt afhængig af importerede råvarer. Det lykkedes B.-S. at opnå den aftale med de bevilgende myndigheder at man for hver import til et beløb af 1.000 dollars skulle eksportere for det femdobbelte. Den risikable betingelse blev overholdt og blev begyndelsen til fabrikkens verdenssucces. I 1949 lancerede man det berømmelige slogan: "Dandy kvikker bestandig" (der slog an i en sådan grad at det endog anvendes af folk der ikke aner hvad det hentyder til). Foruden en eksport til over 100 lande har fabrikken der 1976–77 skiftede navn til Vercata, licensproduktion i Irak, Nigeria og Tyrkiet. Mellem 85 og 90 % af de fremstillede varer (Dandy tyggegummi og Stimorol, med alle mulige smagstilsætninger) eksporteres, i 1976 til et beløb af ca. 100 mill. kr. Denne side af virksomheden er i de senere år i voldsom optrapning med oprettelse af salgsselskaber i mange lande og med planer om at placere stadig større dele af produktionen uden for Danmark. B.-S. der har flere offentlige tillidshverv, fortrinsvis med lokal tilknytning, modtog 1971 som den første Frederik IX's hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport. 1973 fik han Vejle bys ærespris. Finsk vicekonsul 1963.

Familie

Forældre: fabrikant Holger Sørensen (1876–1943) og Betty Nielsen (1878–1969). Gift 30.5.1942 i Vejle (Vor Frelsers k.) med Edith Ravn, født 18.7.1910 i Vejle, d. af kaffebrænder Laurits Mathias R. (1877–1955) og Anna Margrethe Petrea Nielsen (1881–1963).

Udnævnelser

R. 1956.

Bibliografi

Børsen 2.10.1965. Politiken og Jyllands-Posten 23.3. 1975. Børsen 29.6. og 9.8.1977. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig