Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charles Tvede

Oprindelige forfattere HLars og PStav
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Charles Tvede, Charles Martin Fritz Tvede, 21.2.1862-14.10.1931, fabrikant, politiker. Født i Helsingør, død sst., begravet sst. T. var udlært som murersvend, men gik over til faderens fag og uddannedes fra 1879 på landbohøjskolens kemiske laboratorium og på bryggerier i Danmark og gær- og spritfabrikker i Tyskland. 1882 knyttedes han til faderens virksomhed som inspektør, fra 1889 da virksomheden omdannedes til aktieselskab, som direktør. I kraft af sin arbejdsevne og sin faglige indsigt fik han en række tillidshverv i sin branche. 1898 blev han formand for foreningen af danske spiritusfabrikanter, 1907 medlem af arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse og var 1918-23 formand for gær- og spritsammenslutningens fællesråd. Endvidere var han en årrække formand for bestyrelsen for de danske spritfabrikker. Politisk sluttede han sig til højre og sad i Helsingør byråd 1892-1909. Fra 1908 til sin død var han medlem af landstinget. Hans solide, saglige arbejde førte ham frem i første række med betydningsfulde ordførerskaber vedr. skattepolitiske og sociale spørgsmål. Politisk og personligt stod han E. Piper nær og var som han indstillet på borgerligt samarbejde. Efter Pipers død valgtes han efteråret 1928 til formand for det konservative folkepartis landsorganisation og rigsdags-gruppe. 1929 ledede han partiets forsvarsforhandlinger med regeringen Th. Madsen-Mygdal der endte med brud på samarbejdet mellem venstre og konservative, udskrivning af valg og dannelse af den socialdemokratisk-radikale regering Stauning-Munch. T. tog konsekvenserne heraf og tog under verdenskrisen del i de forhandlinger der sluttede med kriseforlig mellem konservative og regeringen oktober 1931. Hans pludselige død indtraf før forliget var endeligt beseglet.

Familie

Forældre: fabrikant J. L. T. (1830-91) og Emilie C. H. S. Bjerg (Bierg) (1833-1928). Gift 6.5.1893 på Frbg. med Johanne Elisabeth Gradman, født 4.5.1868 i Kbh. (Trin.), død 26.4.1945 i Helsingør, d. af toldassistent, senere toldinspektør Sophus G. (1832-1900) og Marie Louise Lundwall (1832-1907).

Udnævnelser

R. 1905. DM. 1916. K2. 1924.

Annonce

Ikonografi

Aftildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget). Tegn. og mal. af samme (begge sst.). Mal. af H. Slott-Møller, 1933 (det konservative folkeparti). Relief af Rikard Magnussen, 1933 (det da. studenterhus, Paris). Foto.

Bibliografi

Dagens nyheder 15.10.1931. Berl. tid. s.d. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. i Danm. II, 1938. Jørgen Hatting i Det konservative folkepartis hist. I, 1966. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, P. Stavnstrup: Charles Tvede i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298632