Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Nielsen

Oprindelig forfatter EKJo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Nielsen, Niels Carl Nielsen, 31.1.1890-6.8.1976, fabrikant. Født i Kbh. (Matth.), død i Silkeborg (Mariehøj sg.), begravet i Kbh. (Garn.). N. kom efter at have taget præliminæreksamen på Københavns kommunes belønnings- og betalingsskole 1906 som kontorlærling til det store københavnske jernengrosfirma I. F. Lemvigh-Müller der lededes af grundlæggerens søn, Valdemar Lemvigh-Müller (1864-1928). Han fortsatte efter sin handelsmæssige uddannelse i firmaet hvor han 1920 udnævntes til direktør for indkøbsafdelingen i forbindelse med firmaets overtagelse af en konkurrerende virksomhed, P. G. Munck, og omdannelse til aktieselskabet Lemvigh-Müller & Munck. Sammen med meddirektøren, Elon Rasmussen (1877-1954) overtog han ledelsen af virksomheden efter Valdemar Lemvigh-Müllers død 1928. Udvidelsen af virksomheden fortsatte i 1930erne med opkøb af konkurrerende jernhandelsfirmaer, og desuden begyndte firmaet gennem datterselskaberne Dansk Lecabeton (fra 1939) og Jysk Lecaværk (fra 1953) tillige en produktion af byggematerialer. N. fortsatte som direktør i virksomheden til 1960 og bevarede derefter endnu i nogle år sin mangeårige bestyrelsespost i moderselskabet (1920-65) og Firmaets filialer og datterselskaber. N. besad en omfattende indsigt i jern- og stål-branchen og øvede i kraft af sine gode forhandlingsevner og afbalancerede væsen en betydelig indsats i en lang række af branchens organisationer og sammenslutninger. Han var således 1940-50 medlem af forretnings- og administrationsudvalget for Fælleskontoret for jern og metal der under og efter anden verdenskrig forestod og kontrollerede råvarefordelingen til handel og industri, og beklædte gennem en årrække formandsposterne i flere af branchens hovedorganisationer, bl.a. Importørforeningen af 1933 (1948-64, derefter æresmedlem), Foreningen af købmænd i jern- og stålbranchen på øerne (1949-59) og Fællesudvalget for Danmarks jern-, metal-, rør- og maskinbrancheforeninger (1949-69).

Familie

Forældre: maskinist Peter Ludvig N. (1860-1910) og Nielsine Plougmann (1867/68-93). Gift 3.1.1920 med Else Marie Sofie Heidemann, født 10.2.1900 på Frbg., død 7.7.1961 i Kbh. (Cit.), d. af forvalter Axel Vilhelm H. (1875-1948) og Mathilde Petrea Sørensen (1874-1952).

Udnævnelser

R. 1956.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 30.6.1956. – Nogle data om Lemvigh-Muller & Munck A/S, 1933 (også eng. og ty. udg.). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Carl Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 9. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295024