Vera Skalts, Vera Agnete Skalts, 15.7.1904-3.4.1990, leder af Mødrehjælpen. Født i Kbh. S. blev cand.jur. 1932 og s.å. sagførerfuldmægtig, 1933 fungerende sekretær i invalideforsikringsretten og sept. 1934 forretningsfører for den private forening Mødrehjælpen. Hendes interesse for uddannelse inden for det sociale område førte hende 1936 ind i arbejdet med oprettelse af en social skole, og fra 1.10.1937 til 1.4.1948 var hun leder af Den sociale højskole samtidig med sin virksomhed som leder af Mødrehjælpen i Kbh. Hun blev 1937 medlem af underudvalg under befolkningskommissionen af 1935, hvor hun bl.a. var medvirkende til udarbejdelse af forslag om offentlige mødrehjælpsinstitutioner der blev oprettet ved lov af 31.3.1939. 1939 blev S. kontorchef i mødrehjælpsinstitutionen i Kbh., direktør sst. 1950–76 da mødrehjælpsinstitutionerne blev nedlagt ved lov om social bistand. Fra begyndelsen af 40erne til 1976 var hun konsulent ved Mødrehjælpens fællesråd, senere Mødrehjælpens tilsynsråd. Hun repræsenterede Mødrehjælpen i talrige kommissioner og udvalg, fx svangerskabskommissionen af 1950, seksualoplysningsudvalget af 1960 og udvalget af 1967 vedrørende svangerskabsafbrydelse samt udvalget af 1947 vedrørende fødselshjælp mv. og udvalget af 1948 vedrørende kollektive anlæg. 1964 medvirkede hun til oprettelse af Kunsthøjskolen på Holbæk slots ladegård, af hvis bestyrelse hun stadig er medlem. S. har skrevet talrige artikler fx i Socialt tidsskrift og lægelige tidsskrifter, og 1982, s.m. Magna Nørgaard, bogen Mødrehjælpens epoke. I den eksplosive udvikling der fandt sted inden for Mødrehjælpen 1939–76 med hensyn til klientel – fra ca. 2000 henvendelser årlig til ca. 65 000 – og til hjælpemuligheder, var S. med sin varme menneskelighed, initiativrigdom, konstruktive sans og med sin evne til smidig forhandling og til at virke inciterende på sine medarbejdere det naturlige midtpunkt, og hun var den drivende kraft i dette opbygningsarbejde der resulterede i, at Mødrehjælpen ved nedlæggelsen stod som en central institution med et veludbygget hjælpeapparat.

Familie

Forældre: fuldmægtig ved orlogsværftet Peter Victor Emanuel Holm (1861–1928) og Emmy Johanne Ludovica Jensen (1868–1941). Gift 2.12.1932 i Kbh. (b.v.) med sekretær, senere departementschef Axel S., født 25.5.1906 i Kbh., død 22.1.1970 sst., s. af sagfører Niels Nielsen S. (1862–1935) og Elsa Pedersen (1866–1945). Ægteskabetopløst 1955.

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1956. K. 1969.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig