Peter Faber

Peter Faber, Peter (døbt Peder) Christian Frederik Faber, 7.10.1810-25.4.1877, telegraf direktør, forfatter. Peter Faber blev student 1827 (v. Westens institut), deltog livligt i studenterlivet, også som polyteknisk kandidat (1840), da han 1841-44 boede på Borchs kollegium. 1842-43 rejste han med støtte af det Reiersenske fond og det Thottske legat til udlandet for at fortsætte sine studier over galvanismens anvendelse i industrien, bl.a. til brug for generalstabens kortarbejder. Efter hjemkomsten konstitueredes han som fuldmægtig ved Mønten, blev 1843 inspektionsskriver, 1845 inspektør ved Polyteknisk læreanstalt og 1851 justermester i København. Da den elektriske telegraf skulle indføres i Danmark blev Peter Faber som særlig egnet konstitueret som "administrerende Direktør for den electromagnetiske Telegraflinje" der i henhold til lov af 17.3.1852 skulle anlægges fra Helsingør over Kbh.-Fredericia til Hamburg. Fra 1853 til sin død var han chef for telegrafetaten. Peter Faber var overordentlig virksom med hensyn til telegraftjenestens organisation og personalets oplæring. For en fra begyndelsen uensartet sammensat stab blev han en god chef; brysk, men forstående og hjælpsom. I de 25 år han var telegrafdirektør voksede antallet af stationer fra 8 til ca. 100, og ledningslængden tidobledes. Peter Fabers indsats for liniebygningen var banebrydende. Han tog initiativ til anvendelse af imprægnerede telegrafstolper, og han fik Bing & Grøndahl til at fremstille den porcelænsisolator som stadig, om end i forbedret form, anvendes. Også på de internationale telegrafkonferencer anerkendtes hans indsats som tekniker.

Alligevel er det først og fremmest som forfatter han huskes – selv om alt hvad han har skrevet skylder lejligheden sin tilblivelse. Han følte sig aldrig som poet af faget, og først efter hans død samlede hans søn Villiam et udvalg af hans Viser og Vers, 1877. Hans ældste selskabssange stammer fra de muntre år på Borchs kollegium (i Borkens Lyre); her digtede han sammen med Adolph v.d. Recke, Adolph Steen og J.F. Hagen den kendte Tivolivise, 1843, og her skrev han 1843-44 de gemytlige, revyagtige småfarcer Familien Oxhall og Stegekjælderen der gjorde løjer med det nysåbnede Tivoli, med pressens stråmandstaktik, med italienerbegejstringen og med jødemaskaraderne; den sidste gik fra Studenterforeningen over til Casino (1849) og Folketeatret (1858) og oplevede et anseligt antal opførelser (udg. 1883 af O. Arlaud). Almindeligt kendt blev "Polytekniker Faber" dog først 1848 som Den tapre Landsoldats digter. Den berømte sang blev skrevet efter opfordring af komponisten, musikhandler Emil Horneman som ønskede en tekst til sin djærve og inciterende marchmelodi, og under indtrykket af den nationale stemningsbølge ved krigsudbruddet skabte Peter Faber visen om soldatens farvel der fra indledningsstrofernes godmodige skæmt og uforstyrrelighed stiger til slutningens jævne og knappe patos: Sit Løfte har han holdt -. 10.4.1848 averteredes visen som udkommen, hilstes s.d. af Flyveposten som "en høist fortræffelig Landsoldatvise, der paa engang er begeistrende og komisk"; 18.000 eksemplarer blev fordelt mellem soldaterne, og sangen blev overalt i landet grebet med begejstring. Dens folkelige ord og toner overflødiggjorde straks det meste af den krigspoesi som var skudt op siden mobiliseringen, og som til dels skyldtes de "rigtige" digtere og komponister; og som den så at sige foregriber landsoldatens heroisme har den haft sin betydelige indflydelse på eftertidens opfattelse af treårskrigen; H.V. Bissens sejrsmonument i Fredericia er på samme tid mindesmærket over den. Kongen belønnede dens digter og komponist med ridderkorset.

Fra 1848 stammer også sangkredsen Den sidste Aften (heri Igaar jeg fik min Trøje). Peter Faber hyldede de hjemvendende tropper i et par små lejlighedsarbejder på Casino og skrev til indtogsfestlighederne 1851 en af sine fortrinligste viser: De danske Kanoner paa Tøjhuset stod. 1850 bearbejdede Peter Faber sangspillene Et Giftermaal ved Trommen og Luftens Datter (begge Casino), men i øvrigt skrev han de senere år udelukkende viser. Hans visedigtning er i modsætning til studenterdigternes uden tendens og idé; burschikos jævnhed og harmløs livsglæde er dens mest fremtrædende kendemærker; over for Erik Bøghs visers udvendige virtuositet hævder Peter Fabers sig ved deres ærlige naturlighed der lykkeligt undgår alle slidte klicheer. Hans styrke er stilens sunde realisme; hans billedsprog er hentet fra den håndgribelige virkelighed. Sikrere end sine medbejlere kan han derfor imitere den egentlige gadevise (Afskedskvad til den gamle Branduniform), og som bramfri smedesøn har han med forbavsende sikkerhed taget et par håndværkertyper på kornet; prisen bærer Den glade Svend, 1866. Den gemytlige selskabsbror og kender af bordets glæder træffer vi i viserne fra Det gode sindelag eller fra Arbejderforeningen af 1860 (den uforlignelige Fiskevise, 1867, Ved Kagen, osv.). Hjerteligst og kønnest er sangene fra digterens lykkelige hjem: børnebalsviser, fastelavnsvise, konfirmationsviserne. Folkekærest er dog nok hans to julesange Julestemning ("Sikken voldsom Trængsel og Allarm-") og Juletræet ("Høit fra Træets grønne Top-", 1848), byens og hjemmets jul i det gamle København. Til den sidste har Horneman skrevet en melodi der i genial simpelhed ikke står tilbage for landsoldatvisen. Den ukunstlede amatør og dog så sikre sprogmester har gennem disse sange vundet en varig og levende berømmelse der kun er blevet de færreste af hans samtidige digterkolleger "af faget" til del.

Sønnen Andreas Villiam Faber, født 2.1.1847, død 1.5. 1883 blev student 1865 og derefter ansat i statstelegrafens sekretariat. Han var ivrig deltager i livet i studenterforeningen og leverandør af festprogrammer, komedier og viser. 1871 debuterede han på Folketeatret med Landliv. Under forfatternavnet Peter Sørensen skrev han sammen med Carl Møller en række dramatiske arbejder: Naar man har Fanden til Morbroder, 1874, En Søndag på Alperne eller Vandmøllen i Appenninerne, s.å., monologerne Søren Petersen, 1876 og I Skjorteærmer, 1882, som gjorde lykke i studenterforeningen, på Folketeatret og Casino. Efter Villiam Fabers død udsendte Carl Møller: Trykt og utrykt af Peter Sørensens Efterladenskaber, 1884. Bevaret i nutiden er børnesangen Kanariefuglens Begravelse med musik af E. Horneman. – Justitsråd 1856. Etatsråd 1867.