Jens Sørensen, 28.12.1646-6.10.1723, søkortdirektør. Født i Søl vitsborg, død i Kbh., bisat i Holmens k.s kapel, 1750 flyttet til Holmens kgd. Fra ganske ung sejlede S. med og førte senere flere af faderens skibe. Under disse sejladser gjorde han stadig optegnelser over farvandene, og samtidig har han fået øjnene op for hvor elendige de udenlandske, navnlig de hollandske søkort var, der benyttedes i de danske farvande og Østersøen. Efter faderens død overtog S. hans forretning og blev en velstående mand, men under den skånske krig ruineredes han efterhånden fuldstændig. Han flyttede til Kristianstad, derfra til Landskrona. 1679 efter freden i Lund til Kbh. og endelig 1686 til Køge. Under krigen blev det største af hans skibe opbragt og ført til Kbh. hvor det anvendtes i kongens tjeneste. S. søgte flere gange uden held om at få det tilbage, men 1684 fik han til erstatning et lille fartøj. Omkring 1682 havde S. tegnet et søkort over Blekinges kyst som han kendte ud og ind. Kortet sendte han til kongen, idet denne kyststrækning havde fået særlig interesse efter anlæggelsen af krigshavnen Karlskrona 1680. Admiralitetet ydede han tjenester ved nogle rejser til Karlskrona for hemmeligt at suge oplysninger. 30.5.1689 sendte han en lang forestilling til regeringen om nødvendigheden af at få opmålt og kortlagt alle de danske farvande og mente sig selv i besiddelse af de fornødne kvalifikationer til at forestå dette arbejde.

En sådan opmåling var på Ole Rømers foranstaltning allerede påbegyndt og foretoges af Jørgen Dinesen Oxendorph der 1681–87 havde ledet en almindelig ejendomsopmåling hele landet over, som dannede grundlaget for den af Ole Rømer iværksatte matrikulmåling. Oxendorph var landmåler og havde ingen maritim uddannelse, og han overførte landmålerprincippet fuldstændig pa søopmålingen, så denne blev langsom og derfor kostbar. Desuagtet foreslog Ole Rømer at opmålingen skulle fortsættes som den var iværksat af Oxendorph og under dennes ledelse. 1.6.1689 fandt der da et møde sted på slottet mellem S. på den ene side og Oxendorph og Ole Rømer på den anden i overværelse af kongen og en del rådgivere. S. må have forsvaret sin sag godt, for 11.6. modtog han opgaven (fra 1695 med titel af søkortdirektør). Han tog nu fat på opmålingen af farvandene og fortsatte gennem en lang årrække med utrættelig flid og energi, og der foreligger fra hans hånd over 100 korttegninger. De indsendtes til admiralitetet og opbevaredes der til flådens brug, og trods gentagne forsøg lykkedes det aldrig S. at få nogen af dem reproduceret og offentliggjort, for at den almindelige skibsfart kunne komme til at nyde godt af dem. Det var autoriteternes frygt for, at landets fjender skulle høste fordel af de bedre kort der gjorde sig gældende. Når hensyn tages til de hjælpemidler der stod til S.s rådighed, må man forbavses over de gode resultater han har opnået. Alle retninger har han bestemt udelukkende ved kompas, store afstande ved en af ham selv 1692 konstrueret "milevogn" hvor længden af hjulets omkreds multipliceret med antallet af omdrejninger gav afstanden. Mindre afstande målte han med kæde eller stang. Landkonturerne er mærkværdig gode og ligeledes øernes beliggenhed. På søen lagde han hovedsagelig vægt på at bestemme grundenes beliggenhed og dybden på dem. S. blev afskediget 1720 og fik aldrig opnået tilladelse til at udgive en stor søkortbog over Danmark.

Efter S.s død lå hans kort gemt og glemt i admiralitetet, og da søkortarkivet oprettedes 1784 overførtes de hertil hvorved de blev reddet fra undergang, idet branden 1795 fortærede admiralitetsbygningen, men sparede søkortarkivet. S.s optegnelser og dagbøger indeholder en rigdom af maritime stednavne som er af stor interesse for stednavneforskningen. S. har været en meget rethaverisk og stridbar natur der så godt som hele sit liv lå i proces snart med den ene, snart med den anden, og med de officerer der var stillet til hans rådighed under opmålingerne var han i stadig strid. – "Genopdagelsen" af S. må vistnok tilskrives Ed. Erslev, der i sin bog om Jylland (1886) peger på hans fremragende betydning og giver ham prædikatet "Den danske Hydrografis Fader". Ved en ordning af marinens arkiv i Rigsarkivet i slutningen af 1800-tallet fandtes et stort materiale om S. i hans selvbiografi og efterladte papirer.

Familie

Forældre: købmand og skibsreder, rådmand Søfren Jensen fra Rønne. Gift 1. gang 6.2.1674 med Bente Andersdatter Rogge, begr. 23.5.1708 i Køge, d. af borgmester i Kristianstad Anders Olufsen. Gift 2. gang 9.6.1719 i Kbh. (Holmens) med Bente Valentinsdatter der overlevede ham.

Ikonografi

Epitafium (Holmens k.).

Bibliografi

Danske søkort af J. S., udg. Jons. Knudsen, 1916. Af søkortdirektør J. S.s papirer, udg. samme, 1921. Karolinska förbundets årsbok 1917, Sth. 1918 29–39 (S.s relationer, ved G. Clemensson). – Johs. Knudsen i Tidsskr. for søvæsen LXXXVII, 1916 81–109. Samme: Søkortdirektør J. S., 1918. H. D. Lind i Årbog for hist. samf. for Præstø amt, 1916 3–23. Ole Lisberg Jensen i Aktuellt från Foreningen marinmusei vanner i Karlskrona, 1970 37–45. J. Chr. Strandbygaard: Søkortdirektør J. S., 1970. Erl. Pade: Milevognen og andre ældre opmålingssystemer, 1976 især 59–100.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig