Herman Salling, Herman Christian Salling, 20.11.1919-8.5.2006, direktør for stormagasinet Salling. Herman Salling blev udlært hos manufakturhandler Anders Jensen i Randers 1939 og arbejdede derefter i Ålborg og Vejle samt i København hos Crome & Goldschmidt og Aulin; 1945 var han en tid i Stockholm hos Harald Löfberg. Efter et kort intermezzo hvor han selv fremstillede bijouterivarer som han kørte rundt på cykel og solgte (bl.a. similiknapper til guldsmede) kom han ind i faderens forretning i Århus. Da denne 1952 blev aktieselskab, blev Herman Salling prokurist i dette. Efter faderens død 1953 fortsatte han opbygningen af forretningen til et moderne stormagasin der i slutningen af 60erne nåede op på at omfatte et hjørneområde langs Søndergade (nr. 23–35) og Østergade (nr. 13–21) med et salgsareal på ca. 10.000 m2, herunder også fra 1963 et stort fødevaresupermarked i kælderetagen. 1964 begyndte et tilsvarende magasin i Ålborg.

Allerede i 50erne var Herman Salling blevet interesseret i den amerikanske forretningstype Variety Store, et såkaldt dobbeltsupermarked med dels fuldt fødevaresortiment, dels alle daglige varer inden for tekstil, isenkram, el-artikler og legetøj. Interessen blev 1960 udmøntet i oprettelsen af det første føtex-varehus på en schalburgteret tomt Guldsmedegade 3–9. Føtex blev drevet af Jysk Supermarked A/S, oprettet til formålet og baseret på udelukkende jysk kapital. Herman Salling sigtede imidlertid videre og havde følere ude i England for at skaffe mere kapital; men da de engelske mulige deltagere ville have 51 pct. af aktiekapitalen, trak han sig ud af forhandlingerne. I stedet kom han i kontakt med A.P. Møller koncernen, der via de to selskaber "1912" og "Svendborg" gik ind à meta med Sallingfirmaerne i Århus og Ålborg i et nyt selskab Dansk Supermarked A/S, hvori også Den danske Provinsbank fik en mindre aktiepost. Selskabet startede 1969 lavprismøbelvarehuset Domo i Viby ved Århus der i 1971 blev fulgt af lavprisvarehuset Bilka i Tilst også ved Århus.

Som tilfældet var med Føtex, bygger også Bilka på amerikanske forbilleder – hypermarkeder med salgsarealer op til 18.000 m2 (her ca. 16.000), parkeringspladser til tusinder af biler, beliggenhed ved en hovedfærdselsåre uden for en storby og ca. 100.000 varer der sælges 10–15 pct. billigere end i normale butikstyper. Den skærpede konkurrence på detailhandlermarkedet, bl.a. gennem de såkaldte discountbutikker, har fået koncernen til at følge med også på dette område – dels ved at holde discountpriser på visse dagligvarer i Føtexerne, dels ved oprettelse af endnu en forretningstype, Netto, der er en "skrabet" Føtex efter discountprincippet. Den første kom i Horsens 1979. I 1970erne gik udviklingen hastigt. Der var 1982 21 Føtexer, fire Bilkaer, tre Nettoer og tre Domoer, og man var forlængst via Fyn trængt over på Sjælland og helt til København hvor bl.a. det tidligere Havemanns Magasin rummer en Føtex. En vis modstand har der dog været mod de store foretagender både fra købmandsside og såmænd også fra forbrugerside. Den første modstand er begrundet i konkurrencehensyn, mens forbrugerne slår på den nedlæggelse af nærbutikkerne der er en følge, og på miljøskaderne.

Fra 1980 er koncernen delt i seks firmaer der dog alle ledes af Salling-selskaberne. Herman Salling havde det held at være stor nok på det rette tidspunkt til at iværksætte sine ideer; men det er karakteristisk at han ikke, hvad nok ofte var fristende, gav sig ind på produktionsområdet. Han fremhævede ofte selv at han først og fremmest var købmand – "endelig ikke direktør"; han lagde vægt på den praktiske uddannelse og den praktiske virksomhed. "I detailhandel må teoretikere aldrig blive andet end hjælpetropper" har han sagt i et interview. Tillidshverv påtog Herman Salling sig kun få af. Han sad i repræsentantskabet for Den danske Provinsbank og var en kort tid også bestyrelsesmedlem i Århus handelsstandsforening. 1999 trak han sig tilbage som direktør for Dansk Supermarked, men fortsatte som bestyrelsesformand til sin død. Privat var han et beskedent menneske der levede stilfærdigt, næsten skjult. De livsformer, hans position kunne indbyde til, kendte han slet ikke. Herman Salling er kendt for at fastholde morgenmøder om lørdagen ud fra den opfattelse, at ledende medarbejdere ikke kan holde fri, når resten af personalet arbejder. Han deltog selv i lørdagsmøderne frem til sin død.

Familie

Herman Salling blev født i Århus (Domsg.), døde sammesteds og er begravet på Nordre kirkegård, Århus. Forældre: direktør Ferdinand Salling (1880–1953) og Helene N.S.C. Vandet (født 1896). Gift 1. gang 10.9.1950 i Skade (Frederiks) med Lissi Pedersen, født 8.9.1932 i Silkeborg, død 15.5.1952 i Risskov, d. af lagerforvalter Peder Frederik Pedersen (1898–1978) og Petra Mikkeline Sørensen Møller (1897–1959). Gift 2. gang 20.9.1958 i København (Vor Frelser) med Sys Julie Brammer, født 13.3.1940 i Århus (Johs.), død 5.11.1981 i København (Godthåbs), d. af læge Erik B. (1905–44) og Anna Kirstine Eskesen (født 1906). Ægteskabet opløst 1976. Gift 3. gang 21.1.1977 i Risskov med konsulent Karin Gerda Andersen, født 14.7.1943 i Randers (Vorup) (gift 1. gang 1963 med slagtermester Jørgen Sønderlund, født 1939; ægteskabet opløst 1967, gift 2. gang 1968 med grafiker Erik Nielsen, født 1926; ægteskabet opløst 1977), d. af snedkermester Aage Andersen (født 1908) og Lilli Agnethe Sørensen (født 1910).

Udnævnelser

R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Søren Ellemose: Giganten : fra Salling til Dansk Supermarked, 2006. Jan Cortzen: Herman Salling, 2009. Interviews i Politiken 18.8.1963, Århus stiftstid. 18.11.1979 og Jyllands-posten 19.11, s.å. – Demokraten 16.11.1969. Butik i Århus, red. Chr. R. Jansen, 1981 81 88–90.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig