Henry P. Lading, Johan Henry Peter Lading, 1.5.1881-12.10.1969, direktør for A/S Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. Født i Kbh. (Skt. Johannes), død i Gentofte (Ordrup), begravet Ordrup kgd. L. fik sin handelsmæssige uddannelse i firmaet A. Hvilsom på Frederiksberg 1896–1901 og blev derefter ansat som forvalter i handelshuset G. Halkier og Co. 1905 udnævntes han til prokurist i A/S Frederiksværk Valseværk der delvis ejedes af handelshuset, og en tilsvarende stilling fik han i A/S Nordiske Kabel- og Traadfabrikker da denne virksomhed 1907 overtog valseværket og flyttede produktionen til København. Ti år senere udnævntes L. til merkantil direktør i selskabet, og den kommercielle og administrative ledelse af den store virksomhed overtog han reelt i 1923 efter at selskabets grundlægger og direktør H. P. Prior som følge af sin medvirken i ulovlige transaktioner omkring Landmandsbankaffæren måtte trække sig tilbage. 1926 overtog L. formelt posten som administrerende direktør for selskabet der fra 1919 også omfattede Jerntraadsspinderiet A/S i Varde, og han stod derefter i en lang årrække i spidsen for denne landets altdominerende virksomhed i sin branche (elektriske kabler og ledninger, søm, skruer og jerntråd). 1950 trak han sig tilbage som administrerende direktør, men fortsatte som formand for selskabets bestyrelse (fra 1947) i hvilken han var blevet indvalgt 1940, til 1962. L. førte efter virksomhedens krise i første halvdel af 1920erne en forsigtig konsolideringspolitik, men fra midten af 1930erne ekspanderede virksomheden kraftigt og engagerede sig desuden via det 1939 oprettede datterselskab Nordisk Industri-Holding A/S i en række erhvervsvirksomheder uden for selskabets virkeområde. For dette selskab var L. administrerende direktør 1939–62, og derudover sad han som bestyrelsesmedlem eller -formand i en række af erhvervslivets store foretagender, bl.a. Glud & Marstrands Fabrikker (1927–62, formand fra 1929), Det danske Kulkompagni (1936–62, formand fra 1938), De danske Sukkerfabrikker (1940–61) og Dansk Industri Syndikat (1941–59, formand fra 1952). Han var en af mændene bag reorganiseringen af Burmeister & Wain i 1930erne (bestyrelsesformand 1933–39). På trods af sin stærke optagethed som industrileder engagerede L. sig i arbejdet inden for en række erhvervsmæssige organisationer. 1929–48 var han medlem af bestyrelsen for Foreningen til unge handelsmænds uddannelse og 1930–54 for Foreningen af fabrikanter og grossister i elektricitetsbranchen (formand 1930–35, æresmedlem 1934). I Industrirådet indtrådte han 1939 (-61) og sad 1941–50 i dettes og Industriforeningens bestyrelse hvor han fik stor betydning for fastlæggelsen af rådets industripolitiske linie i krigs- og besættelsesårene.

Familie

Forældre: tilskærer, senere lærer Anders Peter Petersen (1842–1933) og Dorothea Cathrine Henriette Bruhn (1842–1921). Gift 3.12.1914 i Kbh. (Holmens) med Else Juline Jørgensen, født 18.2.1890 i Nyborg, død 24.12.1972 i Gentofte (Ordrup), d. af kaptajn Christian Julius J. (1854–1932) og Anna Cathrine Bunch (1858–1932).

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1937. K. 1941. K.1 1950.

Ikonografi

Mal. af Johs. Glob, 1942. Buste af Finn Wandahl, udst. 1950. Foto.

Bibliografi

Elektroteknikeren, 1954 575. Tidsskr. for industri, 1969 373. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig