E.N. Ritzau

E.N. Ritzau, Erik (ved dåben Erich) Nicolaj Ritzau, 30.4.1839-23.12.1903, bureaudirektør. Født i Kbh. (Trin.), død sst., urne på Holmens kgd. På fædrene side var R.s slægt kommet til Danmark i 1600-tallet fra Braunschweig, hans mormor var af skotsk herkomst; selv blev han pioner i Skandinavien for den internationale nyhedsformidling. Hans forældre ønskede ham i handelslære i Hamburg, derfor fik han særundervisning i fransk, engelsk og tysk ved siden af skolegangen i Melchiors skole i Kbh. Men han blev efter konfirmationen ansat ved det københavnske overpostmesterembede og arbejdede her 1853–61. Efter at have aftjent værnepligten søgte han november 1863, da krigen stod for døren, ind som reserveofficersaspirant, udnævntes maj 1864 til sekondkøjtnant, gjorde tjeneste i Fredericia og på Fyn, men sendtes ved krigens slutning i oktober hjem til arbejdsløshed. Efteråret 1865 fik han ansættelse som kontorist og referent ved den, gammelkonservative Augustforenings nystartede blad Dansk Rigstidende. Det var en dødssejler, men dets redaktør A. H. E. Fich inspirerede R. til at gå i gang med nyheds-mæssig bureauvirksomhed. Ideen lå i luften, men tidligere forsøg på at organisere modtagelse og videresendelse af udenlandsk telegramstof i Danmark var løbet ud i sandet. R. havde imidlertid viljen og evnen. Med en meget ringe lånt kapital startede han sit bureau 1.2.1866 med Dansk Rigstidende, Dagbladet, Fædrelandet og Berlingske Tidende som abonnenter. At det sidste blad gik med blev afgørende. Nyhedscentralen for Norden var Hamburg hvor de enkelte blade havde egne korrespondenter, og som det mest velhavende havde Berlingske Tidende hidtil sat sig imod fælleskorrespondance. Men som Fædrelandet skrev efter bureauets start: "Gjennem det af Lieutenant Ritzau oprettede Telegraph-bureau [har hovedbladene nu] opgivet den gjensidige ødelæggende og urimelige Concurrence i Telegrammer og overladt hele deres Forsyning med saadanne til en fælles Mellemmand". Efter et halvt års virksomhed havde bureauet som abonnenter syv hovedstads- og 22 provinsblade foruden Kbh.s børs og adskillige større firmaer, der aftog handelstelegrammer. Grunden var lagt for Ritzaus Bureaus centrale placering inden for dansk presse og dets mærke – RB – skulle blive kendt af alle avislæsere.

Navnlig stormagtskrigene bevirkede den voksende opslutning om bureauet. Kongehuset og en række ministerier tegnede abonnement. R. fæstnede efterhånden sine forbindelser med verdensbureauerne (og afslog 1868 et tilbud fra det engelske Reuter om køb af RB), han drog indenlandsk stof med ind og kom delvis til også at forsyne de andre nordiske lande. Her ejede Fich, dér selv var trådt over i bureauvirksomhed kort efter R., i 70erne bureauerne både i Oslo og Stockholm. Han og R. samarbejdede, men modarbejdede også i nogen grad hinanden og stredes om hvem der i Skandinavien var den egentlige foregangsmand for bureaujournalistikken. Med energi, foretagsomhed og dygtighed både som journalist og forretningsmand, vel også med en vis hårdhændet selvhævdelse, skaffede R. sit bureau en dominerende position i Danmark. Konkurrenceforetagender lykkedes ikke i længden. Der forekom gnidninger med pressefolk som fandt at bureauet ikke blot refererede men grupperede og ræsonnerede. Det voldsomste sammenstød opstod omkring århundredskiftet mellem R. og Franz v. Jessen der mente at RBs monopollignende stilling truede med at uniformere den samlede presse og svække dens uafhængighed. Tankegangen havde nær forbindelse med v. Jessens stærkt personlighedsprægede opfattelse af journalistik og underkendte i hvert fald værdien af at mindre kapitalstærke aviser nu kunne skaffe sig nyheder på lige fod med de store hovedstadsblade. – R.s praktiske sans, forhandlingsduelighed og organisationstalent skaffede ham sæde i bestyrelsen for Jburnalistforeningen i Kjøbenhavn (nu Den danske publicistklub) som han skænkede rejsestipendier, ligesom han kom i ledelsen af en række filantropiske foretagender. Efter hans død af tyfus, erhvervet under et Tysklandsophold, blev bureauet videreført på grundlag af retningslinjer han havde lagt. Det forblev i familiens eje og lededes af to svigersønner. – Sønnen Lauritz Ritzau, født 18.1.1885, død 23.5.1967 - indtrådte 1916 i direktionen. Han havde arbejdet på bureauet siden 1908 og uddannet sig på Wolffs bureau i Berlin og hos Reuter i London. 1923 blev han enedirektør. Den danske dagspresse overtog 1947 RB, S. P. Qvist blev formand, men Lauritz R. fortsatte som administrerende direktør indtil 1.6.1958, 50-årsdagen for hans ansættelse i. bureauet. Han var derefter æresmedlem af bureauets bestyrelse. R. 1926. DM. 1939.