Carl Jespersen

Carl Jespersen, Carl Nicolaj Jespersen, 17.1.1873-26.2.1956, dagbladsdirektør. Født i Vridsløselille, død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte, begravet Hellerup kgd. J. der var af gammel vestsjællandsk bondeslægt tog præliminæreksamen 1889 fra Slomanns skole i Kbh. Et par år var han i lære på kontor og rejste så til USA hvor han førte et omvekslende liv som maskinarbejder, kusk, skovhugger, kok m. m. og i Chicago forpagtede og drev et mindre dampvaskeri. 1895 var han hjemme i Kbh. igen, havde forskellige stillinger og grundlagde et dampvaskeri, det senere Centralvaskeri. Nogle år senere ansattes han i Vacuum Oil Co. og blev dets general repræsentant i Sverige hvor mange rejser udviklede hans købmandskab og menneskekundskab. Det var således en alsidigt uddannet og berejst mand – pga. opholdet i USA helt efter redaktør Henrik Cavlings hoved – der 1906 søgte og fik stillingen som administrerende og teknisk direktør for Politiken. Just efter Cavlings omlægning og modernisering afbladet var der brug for en administrativ leder med initiativ, arbejdslyst, fremsyn og sans for den nyeste tekniske udvikling i de grafiske fag. Straks efter sin ansættelse ved Politiken blev J. medlem af bestyrelsen for Kbh.s bogtrykkerforening og sad i bestyrelsen til 1920. På Politiken blev en af hans første opgaver at skaffe personalet bedre arbejdsforhold. Til afløsning af de trange lokaler i Integade og Citygade købtes 1912 ejendommen på hjørnet af Vestergade og V. Voldgade skråt over for Kbh.s nye rådhus. Samtidig installeredes ny trykpresse med farvetryk. Dermed holdt farver i annoncer deres indtog.

J. havde fra USA en klar forståelse af reklamens betydning og ansatte også de første tegnere ved annonceredaktionen. Da det kneb med at få tilstrækkeligt dansk avispapir tog han initiativet til Den danske presses fællesindkøbsforening 1917 og senere til rationalisering af avisudbringningen i A/S Bladkompagniet 1920. I begge foretagenders bestyrelse sad han til 1938. Han fik også ideen til at udgive de bedste af Politikens føljetoner i bogform og lagde dermed spiren til Politikens forlag. Hans initiativ og dristighed sås også da Politiken efter påskekrisen 1920 ramtes af en omfattende og langvarig annonceboykot. Resolut iværksatte han en annonce-akkvisition i udlandet. Tiden efter påskekrisen var den eneste alvorlige krise for bladet i J.s direktørtid. Den overvandtes dog i løbet af et par år, og det sidste tiår af hans tid ved bladet blev en enestående fremgangsperiode, dels ved redaktionens dygtighed, dels ved hans initiativ og fremsyn både hvad udnyttelse af teknik og reklame angik. To gange var bladhuset blevet udvidet ved køb af naboejendomme og nye rotationspresser indkøbt. Et par år før hans tilbagetræden 1938 havde Politikens hverdagsoplag passeret 150.000, et oplag større end noget andet dansk dagblads. Efter sin afgang fra bladet førte J. en tilbagetrukken tilværelse, men overtog dog 1943 formandsposten i A/S Importøren og var 1942–48 formand for Det frie kirkesamfunds byggefond.