Joachim Bernstorff

Joachim Bernstorff, Joachim Frederik Bernstorff, greve, 5.10.1771-26.10.1835, direktør i udenrigsministeriet, gesandt. Født på Dreilützow, død i Cismar, begravet sst. B.s løbebane er nært knyttet til den ældre bror Christian B.s. Ligesom denne kom han tidligt ind i diplomatiet, indtog høje stillinger men nåede aldrig frem i første række og fik aldrig lejlighed til i større udstrækning at give prøve på selvstændig dygtighed. 16.8.1793 blev han sekretær i det udenrigske departement, ledsagede 1795 Carl v. Baudissin – der skulle lykønske kongen i anledning af hans forlovelse – til Stockholm, men fratrådte stillingen 27.4.1798 da han på grund af sin hustrus svagelige helbred måtte forlade Kbh. En kort tid, 14.3.-8.8.1800, var han deputeret i Tyske kancelli, men fik s.å. fra 1.8. sin betydningsfuldeste gerning som direktør' i det udenrigske departement. I begyndelsen påhvilede alle politiske sager udenrigsministeren mens B. alene varetog behandlingen af anliggender vedrørende enkeltmand, derunder de stadig vigtigere opbringelsessager. Under Christian B.s langvarige fraværelser, juni-okt. 1803 og maj-sept. 1804, og navnlig efter at han i sommeren 1805 var fulgt med kronprinsen til hertugdømmerne fik direktøren tillige overdraget at føre de mundtlige forhandlinger med de fremmede gesandter. På grund af slægtskabet med udenrigsministeren og fortroligheden mellem brødrene fik han adskillig indflydelse og kunne – som følge af Christian B.s tilbøjelighed til kun at meddele almindelige direktiver – også gøre sine personlige anskuelser gældende. Ved afgørelsen af spørgsmålet om Holstens indlemmelse 1806 spillede han en rolle men trådte navnlig i forgrunden under de diplomatiske forhandlinger i årene op imod 1807 og i selve dette år. Rimeligvis blev det ikke uden betydning for begivenhedernes udvikling at han som regeringens ordfører over for den engelske gesandt øvede en bestemmende indflydelse på dennes opfattelse af Danmarks politik. For den øjensynlige irritation som i årene 1806–07 kom til at præge de dansk-engelske forhandlinger bærer B. utvivlsomt sit store ansvar. Brødrenes korrespondance og de engelske gesandtberetninger lægger for dagen at drøftelsen jævnlig er udartet til det rene mundhuggeri. På forhandlingernes sidste stadium tilfaldt det B. at give den engelske udsending F. Jackson det endelige afslag på Englands fordringer. 26.4.1810 fulgte B. broderen og tog sin afsked – man formodede i samtiden fordi han ikke fik tilbud om udenrigsministerstillingen – men brød dog ikke forbindelsen med regeringen og fik i april 1813 den håbløse opgave som udsending i London at opnå fred med England. Sammen med C. B. repræsenterede han derefter Danmark på Wienerkongressen og var 11.10.1816–13.3.1835 - han fratrådte dog først i juni – gesandt i Wien. Ingen større begivenheder er fra denne tid knyttet til hans navn. – Kammerherre 1797.