Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm August v. der Osten

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Wilhelm August v. der Osten, 7.1.1697-15.1.1764, direktør for finanserne og Øresunds toldkammer. Født i Kbh, død i Helsingør, begravet sst. (Marie k.). v.d.O. begyndte sin løbebane som kammerjunker hos dronning Anna Sophie og beklædte derefter 1728-32 det vigtige embede som stiftsbefalingsmand i Bergen og amtmand over Bergens amt. Da han som gammel soraner var stærkt interesseret i Sorø akademis genoprettelse som ridderligt akademi, beskikkedes han 1735 til amtmand i Sorø og direktør for Sorø kloster, et embede han beklædte indtil 1743, fra 1738 i forbindelse med posten som direktør for Øresundstolden. Hans reformplaner med hensyn til akademiet førte til et kgl. reskript af 13.4.1736. Som amtmand tog han til orde for en udvidelse af stavnsbåndsbestemmelserne til en aldersgrænse under de fjorten år. 1743 forlod han Sorø for at overtage de vigtige stillinger som deputeret i rentekammeret og direktør for finanserne. På denne post tog han ivrigt til orde for en nedskæring af statens udgifter, og dette initiativ havde til følge at der blev nedsat en kommission bestående af J. L. Holstein, C. A. Berckentin, J. S. Schulin og v.d.O. med det formål at foreslå besparelser.

Forslagene blev billiget af kongen, men ikke ført ud i praksis på grund af kongens død. Efter tronskiftet blev v.d.O. afskediget som direktør for finanserne, men han bevarede til sin død posten som direktør for Øresunds toldkammer. -Gehejmeråd 1744. Gehejmekonferensråd 1755.-Hv.R. 1740. Bl.R. 1763. L'union parfaite 1752.

Familie

Forældre: hofmarskal Peter Christoph v.d.O. (1659-1730) og Louise Benedicte v. Reichow (1670-1755). Gift 1. gang med Charlotte Amalie Lützow, døbt 30.7.1696 i Kbh. (Slotsk.), død 12.5.1743 i Helsingør, d. af oberst Frederik L. til Lundsgård og Gammelgård (ca. 1657-1710) og Dorothea Magdalene v. Harstall (1677-1743). Gift 2. gang maj 1745 i Åbenrå med Friederike Anna Sophie v. Massow, født ca. 1725, begr. 6.8.1750 i Helsingør, d. af amtmand Christian Albrecht v. M. (ca. 1690-1752) og Marsilia v. Grabow.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Balthasar Denner (Fr.borg).

Bibliografi

Aktstykker til oplysn. om stavnsbåndets hist., udg. J. A. Fridericia, 1888 105. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé VI, 1903 98: VII, 1906 525f (Stamtvl.). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis 1, 1904 18 426. Udv. breve, betænkn. og optegn. af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936 330. – L. Koch: Kong Chr. VIs hist., 1886 55 65. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 II-III, 1, 1894-97. Sorø I-II, 1923-31. H.G.Olrik: Forstandere og lærere ved den kgl. skole i Sorø 1586-1737 = Årsskr, for Sorø akad.s skole 1929-30 28f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Wilhelm August v. der Osten i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298780