Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Steen Danø

Oprindelig forfatter EKJo

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Steen Danø, Steen Bechgaard Danø, 3.8.1933-1.1.1998, direktør i Thrige-Titan A/S, statsaut. revisor. Steen Danø tog studentereksamen i Herning 1953. Under sin ansættelse i årene 1953-62 hos statsautoriseret revisor Aksel Madsen i Nykøbing F. og København videreførte han sin uddannelse med HD i regnskabsvæsen 1958 og revisoreksamen 1962 ligesom han i denne periode var på forskellige studieophold i England og Sverige.

1962 startede han sammen med sin bror Nordisk Reproduktionsimport (fra 1963 Minerva Reproduktioner A/S) med salg af kunstreproduktioner, fotografik o.l. Selskabet blev i løbet af kort tid et omfattende og indbringende foretagende med datterselskaber i bl.a. Sverige, England, Vesttyskland og USA. Efter nogle sløje år i 1970erne blev selskabet afhændet 1976. Steen Danø blev endvidere 1962 tilknyttet det stagnerende konfektionsfirma Moresco Konfektion A/S hvor han 1963 blev direktør og i løbet af fem, seks år fik firmaet bragt på fode igen. Han skabte sig ved sin virksomhed her ry som en effektiv leder og administrator, og 1969 overtog han topposten som administrerende direktør i den store maskin- og elektromotorvirksomhed A/S Thrige-Titan, Odense. Virksomheden der var dannet 1965 ved en fusion af firmaet Thomas B. Thrige og A/S Titan var under den liberalisering af handelsforholdene der var foregået i årene efter 1960 kommet i alvorlige vanskeligheder og kørte med store tab. Ved hjælp af en omfattende modernisering af produktionsapparatet, en hårdhændet bortskæring af urentable produktionsgrene og rationalisering af arbejdsgangen lykkedes det Steen Danø i løbet af få år at rette op på virksomhedens økonomi således at den ikke blot klarede sig igennem den økonomiske kriseperiode i midten af 1970erne, men også i disse år begyndte at ekspandere på en række områder. Han var administrerende direktør frem til 1985.

1989-92 var han bestyrelsesformand for dagbladet Information.

Annonce

Som erhvervsleder var Steen Danø utraditionel. I sin omgangsform var han kontant, selvbevidst og kunne til tider være temmelig udiplomatisk. Han tog ofte del i den offentlige samfundsdebat med skarpe synspunkter og stod ofte i modsætning til den politik der førtes af erhvervslivets organisationer, bl.a. Industrirådet, i hvis hovedbestyrelse han blev indvalgt 1975. Han var således en klar modstander af EF.

Familie

Født i Kolding (Skt. Nicolaj).
Forældre: købmand Axel Danø (1907-89) og Ida Bechgaard (1908-51). Gift 5.9.1959 med Daga Ragna Nettelbladt, født 20.4.1933 i Stockholm, d. af stadsarkitekt Åke Nettelbladt og Gull Ditzinger. Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Arbejdsgiveren, 1970, nr. 5 12-15 og i Jyllandsposten 22.8.1977. - Virtus Schade i Weekendavisen 20.12.1974. Niels Stensgaard i Politiken 29.5.1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Steen Danø i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288726