Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palle Madsen

Oprindelig forfatter CRJan

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Palle Madsen, Poul Palle Madsen, 14.5.1923-19.9.1991, direktør i Superfos. Født i Stubbekøbing. Efter studentereksamen fra Nykøbing F. begyndte M. at studere jura 1941. Inden han blev færdig 1947 havde han opholdt sig en kort periode i Paris, og de franskkundskaber han erhvervede her fik betydning for hans videre løbebane. M. blev nemlig 1951 efter at have været sekretær i handelsministeriet i fire år sendt til Paris som attaché ved den danske OECD-delegation og senere, 1953, blev han fast dansk repræsentant ved Det europæiske kul- og stålfællesskab i Luxembourg. I begyndelsen af 1956 forlod M. handelsministeriet for at blive juridisk konsulent i Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (nu Superfos). Året efter blev han underdirektør for 1964 at blive administrerende direktør hvoraf der er to i Superfos. Det har i høj grad været M. der tegnede koncernen udadtil. Hans specielle områder i ledelsen er finansiering, investeringer og industri. Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik har i M.s direktørtid undergået store forandringer. Endnu i 1950erne var det først og fremmest produktion af og handel med gødning virksomheden beskæftigede sig med; i løbet af 1960erne og 1970erne blev der imidlertid foretaget store investeringer dels inden for grovvaresektoren, idet en række mindre korn- og foderstoffirmaer blev overtaget, dels inden for industrien hvor virksomheder inden for asfalt, tagpap, emballage, kemi og destruktion blev op- eller udbygget. Hensigten var at gøre selskabet mindre afhængigt af gødningshandelen ved at sprede aktiviteterne. Ændringerne er ikke sket uden problemer. Ikke mindst Superfos' forsøg på at overtage aktiemajoriteten i Korn- og Foderstof Kompagniet i konkurrence med det norske selskab Norsk Hydro betød uden tvivl et alvorligt tab af goodwill for Superfos og M. Også Superfos' gødningsfabrik i Fredericia har ofte medført en negativ omtale i pressen. - Ud over at sidde i bestyrelsen for nogle selskaber hvor Superfos har interesser har M. også andre tillidshverv. Især er der grund til at nævne en række bestyrelsesposter i forbindelse med Det Berlingske Hus som M. har haft siden 1975, ligesom han fra samme år har været medlem af Industrirådets hovedbestyrelse.

Familie

Forældre: gårdejer Otto M. (1896-1974) og Kirsten Hansen Palle (1900-67). Gift 24.8.1948 i Sakskøbing k. med sekretær Bente Marcussen, født 20.7.1926 i Nykøbing F., d. af landsretssagfører Johannes M. (1898-1977) og Irma Christensen (født 1902).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Ove Kingod i Måneds børsen, 1979 21-26.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen: Palle Madsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294000