Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Max Nielsen

Oprindelige forfattere CRJan og CThor
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Max Nielsen, Max Ebert Krone Nielsen, 24.11.1886-14.10.1963, direktør for Baltica. Født i Roskilde, død i Kbh. (Pauls), begravet Søllerød kgd. Efter 1902 at have taget præliminæreksamen ansattes N. på Genforsikrings-Aktieselskabet Skandinavias kontor hvorfra han 1906 overgik til forsikringsselskabet National som leder af dette selskabs da nyoprettede genforsikringsafdeling. I denne stilling hævdede han sig trods sin ungdom så godt at man også uden for selskabet blev opmærksom på ham. Da derfor nogle store erhvervs- og rederiselskaber (ØK og DFDS) 1915 gennem Landmandsbanken stiftede Assurance-Compagniet Baltica A/S blev posten som direktør for det nye selskab besat med N. der n.å. tillige overtog ledelsen af det da af Baltica oprettede datterselskab De baltiske Assurandører. Under N.s ledelse kom Baltica til at indtage en meget betydningsfuld position ikke blot i forsikringsverdenen, men også inden for erhvervslivet overhovedet. Efter sin afgang som direktør 1957 blev N. formand for bestyrelsen for Baltica og Baltica-Liv, poster som han sad inde med til sin død. Som administrerende direktør for et meget stort selskab og ifølge sin indsigt og dygtighed blev N. i årenes løb medlem af bestyrelserne for en række forsikringsorganisationer og -selskaber. 1930-56 var han medlem af Assurandør-societetets komité (viceformand 1934-37 og 1947-55), 1926-56 af Dansk tarifforenings komité (formand 1944–47), 1916-57 af bestyrelsen i Foreningen af danske søassurandører, 1939-57 af bestyrelsen for krigs-forsikringen for danske skibe, 1934–57 af bestyrelsen for A/S Pensions- og livrente-instituttet af 1919 og 1934-38 var han formand for Forsikringsforeningen. Han var desuden 1932-57 medlem af dispachøreksamenskommissionen.

Familie

Forældre: købmand Julius Valdemar N. (1848-91) og Frederikke Caroline Christine Stegmann (1863-1948). Gift 9.8. 1916 i Kbh. (Jac.) med Esther Thykier, født 8.5.1889 i Kbh. (Jac), død 5.1.1964 sst. (Pauls), d. af handelsfuldmægtig, senere afdelingschef i Magasin du Nord Søren Asch Bang T. (1847-1927) og Bolette Marie Schou (1854-1903).

Udnævnelser

R. 1927. DM. 1939. K. 1950.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Hans Henningsen, 1936(Baltica). Foto.

Bibliografi

K. Rostock-Jensen i Børsen 18.10.1963. Samme i Assurandøren LXVIII, s.å. 68 lf. Dansk forsikrings-årbog s.å. 441-43. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen, Chr. Thorsen: Max Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295009