Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Daugaard-Jensen

Oprindelig forfatter MLid
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Daugaard-Jensen, 24.3.1871-27.11.1938, direktør for Grønland. Født i Skovgårde, Nørager sg., Randers amt, død i Gentofte, urne på Bispebjerg kgd. Efter præliminæreksamen i Randers var D. kontorist på herredskontorerne i Mariager og Terndrup og senere på sagførerkontor i Kbh. Han blev cand. jur. 1892 og var derefter igen i Terndrup. 1893 blev han volontør på Kgl. grønlandske handels kontor og var siden stedse knyttet til Grønland. 1894 kom han til Umanaq, 1895 tilbage til Kbh. hvor han blev fuldmægtig 1898. 1900 blev han inspektør for Nordgrønland og 1912 direktør for Grønlands styrelse der efter den forudgående ændring omfattede såvel handel og administration som kirke-, skole- og retsvæsen. Denne store og for Grønland betydningsfulde stilling bestred han til sin død. D.s virksomhed indledte en ny æra i Grønlands historie idet han bevidst førte landet ind i en udvikling der på to årtier bragte det nærmere den almindelige europæiske kulturstandard end hele den foregående koloniperiode. Med stor administrativ dygtighed i forbindelse med levende interesse for befolkningen og nænsomhed over for de bestående traditioner udviklede han handel og kommunikation, indførte og opdyrkede nye erhvervskilder og -muligheder og forberedte gennem en ny samfundsordning med kommuneråd, sysselråd og landsråd befolkningens selvstyre. Hans forhandlingsevne og smidighed i forbindelse med fasthed gjorde sig gældende i den gamle strid om monopolets ophævelse og landets åbning og forhindrede forhastede skridt. Gennem hele hans styresæt gik en bevidst hævdelse af Grønlands integritet og landets bevarelse for den grønlandske befolkning - sammen med en stor omhu for at værne denne mod civilisationens uheldige følger. D.s tid som direktør betød dog alligevel én lang forberedelse til den modernisering af landet som måtte komme, og som pressede sig på med stigende styrke.

D. var formand i bestyrelsen for Kong Chr. Xs og dronning Alexandrines Grønlandsfond og næstformand i kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland, formand for stednavneudvalget for Grønland, æresmedlem af Det grønlandske selskab 1937, konsulent i direktionen for A/S Kryolitselskabet Øresund.

Familie

Forældre: kromand, senere hotelejer i Mariager Peder Johannes J. (1841-1903) og Petrine Daugaard (1848-1925). Gift 5.5.1900 i Nakskov med Ida Louise Catharina Jensen, født 16.11.1875 i Nakskov, død 2.4.1955 i Kbh., d. af justitsråd, landinspektør Niels J. (1830-1903) og Christine Marie Brodersen (1843-1920).

Annonce

Udnævnelser

R. 1913. DM. 1921. K.2 1929.

Ikonografi

Buste af Gustafson, 1929. Mal. af Harald Moltke, 1933, og af Johs. Glob, 1938. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXV, 1931 515-24. - Knud Oldendow i Tidsskr. for den grønlandske tjenestemandsforen. XI, 1937, nr. 10 1-7. H. Ostermann i Det grønlandske selsk.s årsskr. 1939 127f. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Lidegaard: Jens Daugaard-Jensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288735