Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jan Bonde Nielsen

Oprindelige forfattere Fode og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Jan Bonde Nielsen, Jan Niels Bonde Nielsen, f. 20.5.1938, direktør. Uden at have færdiggjort gymnasiet blev Jan Bonde Nielsen taget ud af skolen og sat i gartnerlære på Fyn. Han blev siden videreuddannet i Holland, Frankrig og Schweiz. Efter sin hjemkomst tog han præliminæreksamen 1957 med henblik på at komme ind på landbohøjskolen, men også denne blev forladt uden afgangseksamen. Jan Bonde Nielsen var i stedet begyndt at interessere sig for forretning og etablerede bl.a. et agentur for haveredskaber, men snart blev også aktiv gartnerivirksomhed taget op med Dansk Crysantemum Kultur 1959. Dette førte 1963 til etableringen af DCK – International A/S. Bag firmaet stod en snæver aktionærkreds, bl.a. familien Foss som Jan Bonde Nielsen var blevet knyttet til ved sit ægteskab 1964. Virksomhedens formål var bredt: at drive handel og produktionsvirksomhed samt investering. Hurtigt blev DCK Europas største producent af stiklinge der kom fra egne gartnerier på Sardinien og i Kenya for at blive rodfæstet i Danmark og eksporteret til det øvrige Europa.

Den hastige succes medførte tilbud om bestyrelsesposter så man kunne udnytte Jan Bonde Nielsens utraditionelle metoder og viden: han repræsenterede Foss-familien som bestyrelsesmedlem i Kemisk Værk Køge A/S (formand) og Sadolin og Holmblad A/S. Hertil kom bestyrelsesposter i Rederiaktieselskabet Dannebrog og Århus Flydedok A/S. Inden for gartneriet kom han ind i organisationsarbejde, bl.a. i Gartnernes Arbejdsgiverforening 1964–71 hvor han beklædte formandsposten fra 1968–71. I foråret 1976 indtrådte han i Industrirådets bestyrelse. Jan Bonde Nielsen påkaldte sig først offentlighedens opmærksomhed da han som 36-årig i april 1974 overtog aktiemajoriteten i Burmeister & Wains skibsbyggeri. Han blev da af pressen udråbt som en "økonomisk mirakeldreng" og "økonomisk galning". Den udtalte mistænkeliggørelse beroede på det oprindeligt beskedne indskud hvormed Jan Bonde Nielsen formåede at skaffe sig den dominerende indflydelse i koncernen. Ydermere trådte han til efter at en række ansete industrifolk fra de etableredes rækker havde ført værftet fra krise til krise. Man var overbevist om at den politisk stærkt aktive arbejdsplads aldrig kunne blive økonomisk sund. Nogle frygtede derfor at det var Jan Bonde Nielsens mål at slagte den store arbejdsplads. Dette synes imidlertid ikke at have været målet for allerede i efteråret 1974 påbegyndtes et gennemgribende analyse- og udviklingsarbejde med henblik på at udarbejde langtidsplaner for virksomheden. Dette viste at der bestod en række styringsmæssige vanskeligheder der udsprang af virksomhedens komplekse produkt- og produktionsprogram. Det resulterede i at den tidligere funktionelle produktionsform blev opgivet til fordel for en produktopdelt – med Jan Bonde Nielsens betegnelse en divisionalisering. De organisatoriske byggeklodser blev siden flere gange behændigt håndteret hvorved han – foruden væsentlige ejer- samt driftsmæssige fordele – tillige opnåede at styrke sin egen position. Som nævnt blev Jan Bonde Nielsens overtagelse af den store arbejdsplads mødt med megen skepsis, men ved hjælp af en række psykologiske virkemidler blev de ønskede nedlæggelser og rationaliseringer modtaget uden større uro. Nævnes kan at B&W blev lanceret som Storebæltsbroentreprenør hvilket skabte forventninger om øget beskæftigelse på længere sigt.

Jan Bonde Nielsen overtog den store virksomhed netop som konjunkturtilbageslaget ramte shipping- og værftsindustrien hårdt. Det vigende fragtmarked reducerede følgelig efterspørgslen efter nybygninger, men for at fastholde produktionen blev der etableret eget værftsrederi – Hamlet. Dette initiativ blev 1977 fulgt op ved købet af et britisk rederi der skulle administrere værftsrederiet. For at sikre ordretilgang nyudvikledes mindre og meget avancerede skibstyper. I forsommeren 1978 stod der megen blæst om Jan Bonde Nielsens person og forretningsmetoder i anledning af offentliggørelsen af en likvidationsrapport fra DCK. Kort forinden havde han været stærkt omtalt i pressen, fordi han netop havde udvidet sit industriimperium ved køb af en række gamle danske virksomheder af konsul John Meyer.

Annonce

Jan Bonde Nielsen var medlem af direktionen for Burmeister & Wain 1974-1980, samtidig var han 1976-78 medlem af Industrirådets hovedbestyrelse. 1980 gik B&W i betalingsstandsning, og Jan Bonde Nielsen blev erklæret personligt konkurs; han bosatte sig i London året efter. Herfra har han fortsat virket som erhvers- og finansmand, bl.a. med interesser i de tidligere sovjetrepublikker, herunder olieproduktion i Georgien.

I 1982, i den såkaldte Bonde Nielsen-sag blev Jan Bonde Nielsen, der på det tidspunkt var bosat i England, tiltalt for mandatsvig i forbindelse med aktieoverdragelse. I 1986 blev han frikendt ved Københavns byret, men anklagemyndigheden ankede sagen. På grund af Jan Bonde Nielsens fravær, og da han i henhold til engelsk strafferet ikke kunne kræves udleveret, måtte Østre Landsret udsætte sagen, og i 1995 opgav anklagemyndigheden ankesagen.

Familie

Jan Bonde Nielsen blev født i København (Sion).
Forældre: inspektør, senere direktør Frank Bonde Nielsen (1907-2000) og Helle Christophersen (1911-94). Gift 1. gang 8.5.1964 i Skovshoved med Margrethe Cordelia Foss, født 16.1.1941 i Ordrup, d. af civilingeniør Einar Philip Foss (1893–1967) og Cordelia Smidth (født 1896). Ægteskabet opløst 1980. Gift 2. gang 26.12.1980 i Tønning med Lone van Hauen, f. Sachs, født 6.5.1937 (gift 1. gang med advokat Jan Mac van Hauen, født 1932), d. af fabrikant Hans Sachs og Grete Welander.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jan Bonde Nielsen: Dømt, 1980 og Frikendt, 1986. Berl. tid. 13.10.1974. Jyllands-posten 17.6.1975. Berl. tid. 23.11.1975. Weekendavisen Berl. aften 26.8.1976. Sst. 3.9.1976, sst. 21. og 28.7.1978. Malin Lindgren i Politiken 2.7.1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Fode, Merete Harding: Jan Bonde Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287352