Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hinrich Ladiges

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hinrich Ladiges, 14.1.1731-4.3.1805, sukkerraffinadør. Født i Altona, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Ass.). Den i Tyskland oplærte unge sukkerraffinadør fik allerede 1752 eneret på anlæggelse af et raffinaderi i Ålborg og i Viborg. Kun det sidstnævnte blev til virkelighed, og med regeringens billigelse forlagde han 1757 sin virksomhed til Kbh. hvor han fra 1776 drev to raffinaderier. Han tjente en formue på denne virksomhed og blev en af landets rigeste mænd. Han ejede den smukke købmandsgård Gammel Torv 14, og han forblev ugift til sin død, efter at et frieri til J. L. Zinns unge datter Sophie Dorothea var blevet afvist af denne, skønt faderen varmt støttede sin gamle forretningsforbindelse i dette for begge parter så vigtige anliggende. Ved sin død efterlod L. henved 1½ mio. rdl. kurant, og af denne formue testamenteredes der Almindelig hospital, Skt. Hans hospital, Fødselsstiftelsen og det almindelige fattigvæsen hver ca. 200 000 rdl. På hans gravsten står den knappe indskrift: "Ved Borgerflid blev han rig, ved Goddædighed uforglemmelig".

Familie

Forældre: sukkerbager Ditmer L. (ca. 1698–1764) og Margaretha Homann. Ugift.

Bibliografi

Hist. medd. om Kbh. 4.r.II, 1949–52 212f. – Tidsskr. for kunstindustri, 1890 117 122. Marcus Rubin: 1807–14, 1892 (reproudg. 1970). [Sophie Dorothea Thalbitzer:] Grandmamas bekendelser, 1906 (fot. optr. 1966) = Memoirer og breve IV 25–30. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 VI,2, 1909. Johs. Werner: Chr. Wilh. Duntzfeldt, 1927. Lorentz Bie i Pers. hist. t. 10.r.III, 1936 20.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Hinrich Ladiges i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293183