Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Heilbuth

Oprindelige forfattere CRJan og JHass-J
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Heilbuth, Paul Herman Heilbuth, 27.5.1861-17.12.1945, direktør for Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik. Født i Kbh. (Mos.), død i Klampenborg, begravet Ordrup kgd. H. fik sin uddannelse i firmaet Beckett & Meyer og overtog 1884 ledelsen af dets gødningsforretning. Da firmaet 1897 enedes med de to konkurrenter Fredens Mølle og Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik om at oprette et fælles salgskontor for Danmark, Det danske Gødningskompagni, blev H. og H. Siegumfeldt forretningsførere for dette. 1898 blev Beckett & Meyers gødningsafdeling lagt ind under Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, og 1900 blev H. og Siegumfeldt administrerende direktører for denne. Selskabet opnåede i årenes løb en meget anselig position, men 1913 udtrådte H. af direktionen på grund af uoverensstemmelser med Siegumfeldt. Da selskabet i de følgende år, bl.a. ved oprettelsen af datterselskaber og andre investeringer uden for virksomhedens formål, kom til at lide betydelige tab blev en rekonstruktion nødvendig. H. kaldtes da 1921 tilbage til sit gamle selskab som sagkyndigt medlem af bestyrelsen, en post han beklædte til sin død, 1934–41 som formand for bestyrelsen. Gødningsforretningen var det centrale virkeområde i H.s liv, men den anseelse han her vandt som købmand og organisator førte ham naturligt ind i bestyrelsen for andre virksomheder og organisationer. Således sad han 1896–1918 i bestyrelsen for Dampskibsselskabet Vesterhavet, 1913–23 i Københavns havnebestyrelse og 1914–22 i Landmandsbankens bankråd og bestyrelse. Ved bankens sammenbrud tabte han hele sin betydelige formue og levede resten af sine dage en ret tilbagetrukket tilværelse. Den undersøgelse af bankens forhold som naturligvis også rettedes mod ham viste at der intet var at bebrejde ham. En anden post som kom til at betyde ærgrelse for H. var hans medlemskab af Grosserer-Societetets komité i hvilken han var blevet indvalgt 1912. I 1914 blev han af den radikale regering udpeget til at sidde i den overordentlige kommission i hvilken han lagde et stort arbejde og var medlem af en række af dens nævn og udvalg. Inden for Grosserer-Societetet var der imidlertid megen utilfredshed med de indgreb som den overordentlige kommission foreslog regeringen at gennemføre og den måde hvorpå kommissionen administrerede den omfattende krigslovgivning for handel og industri. På møder i februarmarts 1918 blev H. stærkt angrebet af en række medlemmer fra Grosserer-Societetet for sit virke i den overordentlige kommission, og han trak sig da ud af Grosserer-Societetets komité. I den overordentlige kommission blev han siddende til dens opløsning i 1921. – H. sad 1918–22 i bestyrelsen for foreningen Fransk kunst. Hans kunstinteresse førte ham ind i et meget betydeligt engagement ved køb af en kostbar malerisamling som efter Landmandsbanksagen måtte realiseres med stort tab. – Politisk tilhørte H. fra sin ungdom den Hørupske fløj af venstre. 1905 deltog han med sine personlige venner Ove Rode og C. Th. Zahle i dannelsen af det radikale venstre. Han valgtes ind i landsforbundets hovedbestyrelse og ledede fra 1905–22 partiets kontor. Desuden deltog han med betydelig pengebeløb i oprettelsen af en række radikale venstreaviser.

Familie

Forældre: grosserer William David H. (1823–98) og Emilie Ernestine Magnus (1826–1905). Gift 1. gang 21.5.1901 i Kbh. (b.v.) med Anna Julie Hoffmeyer, født 27.12.1872 i Kbh. (Frue), død 28.4.1950 i Kbh., d. af sadelmager og tapetserer, forretningsbestyrer Peter Julius H. (1843–1918) og Christine Marie Theodora Jørgensen (1849–1931). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 15.12.1917 i Gentofte med Maria Zöylner, født 4.7.1876 i Gentofte, død 19.7.1952 i Skovshoved, d. af cand.jur., grosserer, senere forstander for vejning og måling Johannes Henrik Emil Z. (1838–1921) og Harriet Clausen (1842–1922).

Ikonografi

Tegn. af Johs. Larsen, 1917. Afbildet på et par tegn. af Alfred Schmidt, 1918 (Fr.borg). Mal. af Jul. Paulsen, 1931. Tegn. (Kgl.bibl.). Livsmaske. Foto.

Annonce

Bibliografi

Josef Fischer og Th. Hauch-Fausbøll: Familien Philipsen i Pilestræde, 1920 90. C. Nyrop: Fredens mølle, 1905 190–97. Politiken 27.5.1931. Børsen 19.12.1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen, J. Hassing Jørgensen: H. Heilbuth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291016