Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Lunning

Oprindelig forfatter NAlsted
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Lunning, 21.12.1881-31.8.1952, direktør for Georg Jensen Inc., New York. Født i Grenå, død i Mahopac, N.Y., begravet i Grenå. L. besluttede i ganske ung alder at komme ud af opvækstens snævre forhold. Efter læretid hos boghandler Andreas Dolleris i Vejle og ansættelse i Kbh. var han 1909-19 bog- og kunsthandler i Odense hvor han havde udsalg for Georg Jensen Sølvsmedie. Han blev ansat som leder af firmaets butik i Kbh., Bredgade 21, og arrangerede bl.a. en stor udstilling af dets produkter på Charlottenborg. 1922 sendtes han til USA for at reorganisere salget, medbringende et righoldigt sortiment der blev afsat på udstillinger i en række byer. Han oprettede firmaet Georg Jensen Inc. der fik eneret for 99 år på salg af moderfirmaets sølvvarer, og 1924 åbnede han butik på 57th Street i New York. Med dyb kærlighed til sølvet, arbejdsiver og sælgerevne samt en arrogant men uimodståelig charme opbyggede han et solidt renommé for "Jensen Silver". Da han 1935 havde placeret virksomheden så fornemt som 667 Fifth Avenue, skabte han et stort og fashionabelt center for dansk kunsthåndværk der desuden solgtes i 140 udvalgte butikker. 1939 fik han eneforhandling af Kay Bojesens trælegetøj og repræsentation for Den kgl. Porcelainsfabrik. N.å. tog han initiativ til dansk deltagelse i den fortsatte 1939-verdensudstilling og blev dansk vicekommissær. Han var en festlig vært på sit landsted på Long Island, og her arrangerede han 1941 et stort "alsangstævne" til fordel for flyvertræningslejren Little Norway ved Toronto, ligesom han ofte støttede danske aktiviteter. 1938 var han blevet medlem af Rebildkomiteen. Kontrakten af 1923 var længe fordelagtig for både moderfirmaet og L., men efter Danmarks besættelse så han sig nødsaget til at forhandle stadig flere amerikanske varer, og efter befrielsen var der divergenser om den linje der skulle følges, om rettighederne til de danske modeller etc. Et forlig blev dog opnået 1950. N.å. stiftedes L.-prisen for nordiske kunsthåndværkere.

Da L. i sine sidste år ramtes af sygdom, overtog sønnen Just Lunning, født 14.5.1910, død 11.8.1965, firmaets ledelse. Han var student fra Herlufsholm og juridisk uddannet ved Harvard universitetet. Hans akademiske, tilsyneladende flegmatiske fremtoning var ret forskellig fra faderens, men hans forretningsdygtighed viste sig fuldt så stor. Han udvidede salgsorganisationen og omsætningen meget stærkt. Under verdensudstillingen 1964-65, da han var generalkommissær for den danske pavillon, gav han samtidig plads for en meget stor og alsidig nordisk udstilling af kunsthåndværk i tre etager på Fifth Avenue. 1964 var han medstifter af Det dansk-amerikanske handelsråd og blev dets første formand. Hans virke for danske interesser gik langt videre end til familiefirmaet, og han var aktiv i planlægningen af bydelen Manhattans udvikling. R. 1959. R1. 1964. - Efter Just L.s tidlige død førtes firmaet videre af enken Winifred f. Wittmann og fire børn af L. sen. og jun. med Carl Michaelsen (1898-1968) som direktør, efter ham Jørgen Jenk (født 1924). 1968 solgtes firmaet til Rothschild-koncernen der 1970 flyttede det til 601 Madison Avenue. 1976 lykkedes det moderfirmaet at få en grosrettighederne og varemærkeregistrering tilbage, og New York-udsalget retableredes i Den kgl. Porcelainsfabriks forretning, 573 Madison Avenue.

Familie

Forældre: købmand Rudolph L. (1850-1906) og Johanne Petrine Pedersen (1847-86). Gift 8.5.1908 i Kbh. med Hedevig Just, født 31.10.1872 i Kbh., død 7.10.1929 sst., d. af grosserer Hans J. (1840-1912) og Camilla Aae (1842-86).

Annonce

Udnævnelser

K. 1950.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 21.12.1951. - Niels Nørlund sst. 1.9.1952. J. A. Christiansen i Berl. aften 14.10.1968. Walter Schwartz: Georg Jensen, 1958 220f. - Om Just L.: Povl Westphall i Berl. tid. 12.8.1965. Bo Bramsen i Politiken s.d. New York times s.d. Time mag., N.Y. 20.8. s.å.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Alsted: Frederik Lunning i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293820