Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eigil Bramsen

Oprindelige forfattere CRJan og CThor
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eigil Bramsen, Eigil Boe Bramsen, 15.8.1877-25.5.1952, direktør for forsikringsselskabet Nye Danske. Født på Frbg, død i Kbh. (Jesus). B. blev student 1895 fra Schneekloths skole og cand. jur. 1901. Efter en kort.tids beskæftigelse på Dansk Tarifforenings kontor blev han 1902 assistent i det af bedstefaderen Luis B. stiftede og nu af farbroderen, gehejmeetatsråd Ludvig B. administrerede brandforsikringsselskab Nye Danske. Her blev han 1909 direktionssekretær og 1914 ved farbroderens død administrerende direktør. Under B.s ledelse kom Nye Danske der indtil da havde været et rent brandforsikringsselskab ind i en meget kraftig udvikling der bl.a. fandt sit udtryk i at selskabet foruden driften af de fleste skadesforsikringsgrene også optog livs-forsikringsvirksomhed og på alle disse nye virkeområder opnåede betydelige resultater. I og for sig var B. ikke tilhænger af at inddrage flere forsikringsarter under selskabet. Alle ekspansive og pågående forretningsmetoder lå ham fjernt; han ønskede at føre en forsigtig og konsoliderende politik. Men presset fra konkurrerende forsikringsselskaber og hans medarbejdere – i usædvanlig grad forstod B. at vælge de rette folk – gjorde at Nye Danske efterhånden kom til at drive virksomhed i alle forsikringsbrancher. Ikke blot i sit eget selskab, men på flere andre forsikringsområder gjorde B. en værdifuld indsats. Først og fremmest må nævnes at han var en drivende kraft ved stiftelsen i 1918 af det private forsikringsvæsens hovedorganisation Assurandør-societetet hvis hurtigt fæstnede position i ikke ringe grad skyldtes hans arbejde først som formand 1920–29 for Societetets Komité (bestyrelse) og derefter som almindeligt medlem af komiteen. B.s bestræbelser gik ud på at højne moralen inden for forsikringsbranchen. Der var under 1. verdenskrig startet en lang række selskaber der ofte kun havde ringe kapital i ryggen og som benyttede mindre pæne forretningsmetoder. Yderligere galt blev det i de vanskelige år i 1920erne da mange forsikringsselskaber gik ned. Gennem et snævert samarbejde med myndighederne lykkedes det imidlertid for Assurandørsocietetet at skabe justits i egne rækker og forhindre det statsindgreb B. frygtede. Også i en række andre organisationer og selskaber inden for sin branche var B. bestyrelsesmedlem, således bl.a. i Dansk Tarifforening 1909–31, Dansk Automobilforsikrings Forbund 1920–46, forsikringsaktieselskabet National 1905–14 (som han var medstifter af) og Dansk Kautionsforsikrings Selskab 1921–52. Uden for forsikringsvæsenets område var den post B. selv lagde mest vægt på medlemskabet af Privatbankens repræsentantskab og bestyrelse fra 1926, 1937–51 som formand for både bestyrelse og repræsentantskab. Desuden var B. medlem af bestyrelserne for porcelænsfabrikkerne Bing & Grøndahl og Norden samt af repræsentantskabet for Det Danske Luftfartsselskab. – B. var gammelliberal og patriarkalsk, en mand af skarpe synspunkter som han dog sjældent, og kun når han fandt det absolut nødvendigt, gav offentligt udtryk for. Hans fremtræden kunne virke arrogant, men han var venlig og åben over for dem han kendte. B. var et friluftsmenneske og en passioneret jæger.

Familie

Forældre: birkefuldmægtig på Frbg. (Sdr. birk), senere adm. direktør for Frbg. sparekasse, cand. jur. Julius B. (1845–1925) og Camilla Elisabeth Petrea Smith (1848–1931). Gift 24.9.1904 på Frbg. med Louise Busse, født 4.5.1878 i Århus, død 25.1.1988, d. af maskiningeniør, senere direktør for statsbanernes maskinafdeling Otto B. (1850–1933) og Margarette Jacobi (1857–1940).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1928. K.2 1939.

Annonce

Ikonografi

Buste af Kai Nielsen ca. 1920. Mal. af S. Swane, 1940 (Privatbanken). Buste af P. Linnemann-Schmidt, 1943 (Nye danske Lloyd). Foto.

Bibliografi

Mikael Bramsen: Eigil Bramsen. Nye Danskes direktør 1914–1946, 1973. Nekrologer i Børsen 25.5.1952 og Assurandøren 57.årg. 343–45.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen, Chr. Thorsen: Eigil Bramsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287525