Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Caspar H. W. Hasselriis

Oprindelig forfatter NAlsted
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Caspar H. W. Hasselriis, Caspar Henrik Wolfsen Hasselriis, 15.9.1881-21.7.1973, direktør for det danske informationsbureau i New York. Født i Skive, død i Forest Hills, N.Y., urne på Skive kgd. H. lærte kolonialhandel i Skive, tog 1901 eksamen fra Jyllands handelsakademi i Århus og var ansat i firmaer i Varde og København samtidig med at han tog ivrigt del i handelsstandens faglige organisering. 1906 rejste han til USA og blev ansat hos Meyer & Co., Wholesale Tailors, i Chicago, flyttede 1917 til New York og blev 1922 leder af The Ratin Laboratory Inc. Da det officielle Danish Information Office blev oprettet 1.1.1946 som fortsættelse af det lokalt drevne og finansierede arbejde i krigsårene blev H. dets leder indtil 1961 hvorefter han virkede med status af konsulent til sin død. H. er den danskfødte amerikaner der længst og med størst effekt har virket for forbindelserne med Danmark, og hans uselviske indsats for Danmarks renommé i USA under besættelsen kan næppe overvurderes. Et planmæssigt dansk informationsarbejde med gensidigt formål indledtes i 1906 da landsorganisationen Dansk-Amerikansk selskab stiftedes i Chicago, især på initiativ af redaktør Ivar Kirkegaard. H. blev dets sekretær, senere formand. Selskabet, der havde gesandt Carl Moltkes bevågenhed, udgav pjecer om Danmark og bibliografien Denmark in English and American literature, redigeret af J. Christian Bay (1915), oprettede pressebureau og arrangerede udveksling af professorer samt talere og kunstnere (Studentersangforeningen 1911). Dansk-Amerikansk selskabs bestræbelser måtte ophøre da USA indtrådte i første verdenskrig, men de blev forløbere for de mest betydningsfulde og livskraftige organisationer til brobygning mellem Danmark og USA: The American-Scandinavian Foundation, der med sine datterselskaber i Norden har formidlet tusinder af unges uddannelse i USA, blev stiftet 1911 ved store donationer fra industrimanden Niels Poulsen. Gennem selskabet fik en af dets drivende kræfter, Max Henius, arrangeret en danskamerikansk dag på Århusudstillingen 1909 som igen gav stødet til de årlige 4. julifester fra 1912 i Rebild og desuden til Udvandrerarkivet i Ålborg (1932) og Blokhusmuseet i Rebild (1934). H. var medstifter af den første amerikanske Rebildkomité, i mange år dens sekretær, fra 1952 æresmedlem. I mellemkrigsårene var H. medstifter (1931) af og meget virksom for Danish Luncheon Club der har præsenteret et stort antal betydende gæster hjemmefra for New Yorks danske forretningskredse. Han var også formand for den amerikanske komité for den danske afdeling på verdensudstillingen 1939 og for den komité der muliggjorde en fortsættelse i sommeren 1940. Kronen på H.s virke blev sat i årene 1940–45. Allerede i slutningen af 1939 forberedte han et arbejde for påvirkning af den amerikanske offentlige mening til fordel for Danmark hvad der i de nærmest følgende år skulle blive i høj grad påkrævet. Han fik skibsreder Hans Isbrandtsen med sig, og 10.4.1940 engagerede de PR-konsulenten Edward L. Bernays. I løbet af en uge fik de i samarbejde med William S. Knudsen, Knud Engelsted, H. C. Sonne (1891–1971) og det landsdækkende danske brodersamfund oprettet American Friends of Danish Freedom and Democracy der med H. som ulønnet leder præsterede en enorm informationsvirksomhed. H. var også nøgleperson i den sammenslutning af alle danske foreninger, menigheder etc. der blev vedtaget i Chicago 4.5.1940, National America Denmark Association, 1943 afløst af America Denmark Relief, Inc. I september 1941 deltog han i oprettelsen af Free Denmark, Inc., senere Friends of Denmark, Inc. der samarbejdede med Det danske råd i Storbritannien og de andre frie danske organisationer verden over. Det var dette informationsbureau der fra 1946 blev videreført af den danske stat med H. som leder. Ambassadør Henrik Kauffmann lod sig 1942–46 repræsentere af H. i Inter Allied Council, senere United Nations Information Board. Endelig var H. fra 1943 formand for den danske flygtningefond i USA. H. var spinkel af statur, men gjorde indtryk ved sine kloge øjne, sin levende mimik og sit lune smil. Han var et enestående hjælpsomt menneske der i usædvanlig grad vandt venner. I udtryksform spændte han fra underfundigt lune over sarkasme til en sommetider patetisk inderlighed der bundede i et følsomt og religiøst sind. Han følte sig hele livet stærkt knyttet til hjembyen Skive der udnævnte ham til æresborger i 1957. Han var en fremragende og ofte tilkaldt taler, og han skrev essays samtengelsksprogede digte under pseudonymet "Henrik Cass". Andre gav ham navnet "Mr. Denmark". I 1959 udgav han en kalejdoskopisk erindringsbog, og 1978 udkom hans beretning Danmark i USA under Besættelsen.

Familie

Forældre: skolebestyrer, senere -inspektør Caspar Henrik Wolfsen H. (1840–1913) og Anna Marie Vilhelmine Meulengracht (1853–1936). -13.6.1908 i Chicago med koncertsanger Karen Magdalene Borch, født 4.8.1888 i Kbh., død 8.6.1974 i Sayville, N.Y., d. af apoteker i Chicago Vilhelm Ludvig Emil B. (1856–1927) og Karen Magdalene Kathrine Halby (død 1927).

Udnævnelser

R. 1934. K. 1946. F.M.l. 1956.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Hans Bendix, 1957. Mal. af Karen Hasselriis (Skive rådhus). Foto.

Bibliografi

C. H.: Helligdag. Erindr., 1959. – Axel Sporon-Fiedler: Den danske bevægelse i De forenede stater i besættelsesårene, 1947 11f 15 19 21f 25 29f 32f. Skive – 650 år, red. Karen Strøm Hansen, 1976. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Alsted: Caspar H. W. Hasselriis i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290878