C.O. Rimestad, Christian Olsen Rimestad, 16.12.1848-29.1.1915, tariftekniker, direktør i DSB. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). R. blev student 1866 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og tog juridisk embedseksamen 1874. Efter et par års virksomhed som sagførerfuldmægtig blev han fuldmægtig ved de jyskfynske statsbaners sekretariat i Århus 1876 og dets chef 1881. Ved sammenslutningen af de jysk-fynske og de sjællandske statsbaners ledelse 1885 blev R. chef for generaldirektoratets tarifkontor i Kbh. Hans første større opgave var udarbejdelsen af godstaksterne af 1890 der tarifmæssigt slettede skellet mellem de hidtil ved Storebælt adskilte jernbaneområder og derfor betød en overordentlig lettelse i trafikken, men som navnlig ved sin stærkt faldende skala betød en stor fremhjælpning af fjerntrafikken der på grund af landbrugsomlægningen havde taget fart og trængte til en hjælpende hånd. I disse takster blev på R.s forslag metersystemet anvendt mange år før meterlovens indførelse; dette var fra hans side et bevidst skridt henimod det mål at føre dansk jernbanevæsen ind i de øvrige nationers samarbejde på samfærdslens område, hvilket skete 1890; under R.s ledelse afsluttedes derefter en lang række overensstemmelser med udlandets jernbaner om person- og godsbefordring, deriblandt om færgeforbindelsen med Sverige over Malmø (1895) og med Tyskland (1903), og rejsebureauet i Berlin blev oprettet 1909.

Efter at statsbanernes styrelsesform var blevet ordnet ved lov af 1892 ønskede lovgivningsmagten at få indflydelse på taksterne, og det blev R. der udarbejdede det i takstmæssig henseende meget dristige forslag til lov om statsbanernes takster af 1896. Den trafikforøgelse, banerne uden held havde tilstræbt gennem betydelige køreplansudvidelser ville R. opnå ved denne nye lovs meget lave takster navnlig for de lange afstande, thi derved skulle der gives helt nye befolkningslag mulighed for at rejse. Disse takster fik epokegørende betydning – i det følgende femår voksede persontrafikken med nærved 60 pct. – og de vakte stor tilfredshed hos publikum. R., der 1897 udnævntes til kommitteret ved statsbanerne med regnskabs- og tarifsager som speciale, nåede således at få trafikken til at stige stærkt, men da de lave takster fajdt sammen med et stigende prisniveau, blev banernes finansielle forhold utilfredsstillende, hvilket jævnsides med den kraftige kritik af generaldirektør J. W. Tegners regime efter Gentofte-ulykken medførte nedsættelse af jernbanekommissionen af 1898. Som medlem af denne deltog R. i forberedelserne til en lempelig takstforhøjelse samt til indførelsen af den kollegiale styrelsesform, hvilken dog ikke stemte med hans anskuelser og for øvrigt kun bestod 1903–15. 1904 udnævntes R. til medlem af generaldirektionen som direktør for regnskabsafdelingen. Som medlem af lønnings-kommissionen af 1906 var han med til at forberede den første fælles lov (1908) om told- og trafiketaternes lønningsforhold. Inden for jernbaneetaten var han anset som datidens førende tariftekniker. Han var en årvågen chef som med omhu røgtede sin ofte vanskelige stilling som den, der i egentlig forstand havde ansvaret for statsbaneregnskabet. Hans humanitet og hans stilfærdige, lidet bureaukratiske væsen der rummede meget virkeligt frisind, bar præg af de nationalliberale omgivelser af hvilke han var udgået.

Familie

Forældre: skolebestyrer, senere redaktør C. V. R. (1816–79) og Vilhelmine C. Gram (1825–1900). Gift 1. gang 8.9.1881 i Hammel med Sophie Frederikke Jespersen, født 16.6.1855 i Skanderborg, død 14.11.1889 på Frbg., d. af købmand Søren J. (1820–65) og Karen Elisabeth Aarup (1821–92). Gift 2. gang 6.9.1897, antagelig i Skotland med Ingeborg Jacobine Blicher, født 3.10.1860 i Middelfart, død 17.8.1909 i Søllerød, d. af distriktslæge Jens Peter B. (1814–89, gift 2. gang 1871 med Petrine Marie Raffenberg, 1847–1909) og Juliane Johanne Marie Henriette Mantzius (1822–69).

Udnævnelser

R. 1890. DM. 1896. K2. 1907.

Ikonografi

Tegn. af A. Dorph, 1856(Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Jernbanebladet VIII, 10. årg. 1912 5–11. Immanuel Nansen sst. XII, 12. årg. 1915 121f. Berl. tid 29.1.1915. Politiken 30.1. s.å. Dansk jernbanebl. 8.2. s.å. H. O. G. Ellinger i III. tid. 14.2. s.å. Sofus Elvius: Biogr. og portrætter af studenterne fra 1866, 1916 70.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig