Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.K. Bak

Oprindelig forfatter POENi
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A.K. Bak, Anders Kristian Bak, 20.5.1892-25.10.1972, belysningsdirektør. Født i Udbyneder sg, død på Frbg., begravet Udbyneder kgd. B. blev polyteknisk kandidat (maskiningeniør) fra Den polytekniske læreanstalt 1917 og var efter eksamen assistent ved læreanstaltens maskin-laboratorium til 1.3.1918 hvorefter han blev ansat ved Kbh.s belysningsvæsen. August 1919 rejste han til USA for at studere ved derværende universiteter. Derefter var han 1920–25 ansat som ingeniør ved et elektricitetsselskab i Detroit, Michigan hvor han til sidst havde en ledende stilling ved bygningen og igangsætningen af et nyt stort kraftværk. Efter sin hjemkomst 1926 var B. igen i en periode knyttet til belysningsvæsenet til løsning af særopgaver. Da han imidlertid ikke var helt tilfreds med de økonomiske vilkår belysningsvæsenet da kunne tilbyde ham overtog han januar 1928 en stilling som direktør for A/S Aarhus Mørtel Co. i Århus. Denne stilling beklædte han indtil udgangen af 1929. I januar 1930 blev B. igen ansat ved Kbh.s belysningsvæsen hvor han først var beskæftiget som projekterende ingeniør, senere som driftsbestyrer for H. C. Ørstedværket og derefter 1940–54 som overingeniør for elværkerne. Som overingeniør forestod B. opførelsen af Svanemølleværket på Østerbro der er et kombineret kraftvarmeværk. B. lagde megen vægt på fjernvarmeproduktionen og bidrog til at København på dette område fik en førende stilling. Under den tyske besættelse 1940–45 blev hans villa på Frederiksberg 4.1.1945 sprængt i luften af tyskerne. Bortsprængningen overværedes ikke af B. der sammen med sin hustru var blevet arresteret af tyskerne og ført til Frøslevlejren hvor de forblev til besættelsens ophør. 1954 udnævntes B. til direktør for belysningsvæsenet. Jævnsides med arbejdet ved og senere ledelsen af Kbh.s belysningsvæsen varetog han omfattende hverv gennem medlemskab af bestyrelser i en lang række inden- og udenlandske el- og fjernvarmeproducentselskaber. 1946 blev B. medlem af den danske nationalkomité for World Energy Conference og var præsident for denne komité 1963–70. Han har skrevet artikler om tekniske emner i danske og udenlandske tidsskrifter og virkede som rådgiver ved bygning af flere elværker. 1937 blev han medlem af Akademiet for de tekn. vidensk. og 1954 dr. techn. honoris causa ved Den polytekniske læreanstalt. Han fratrådte sin stilling som belysningsdirektør 1962. I nogle år efter sin fratræden holdt han forelæsninger på Den polytekniske læreanstalt.

Familie

Forældre: gårdejer Jens B. (1841–1924) og Mette Kirstine Hansen 1 (1859–1927). Gift 5.5.1928 i Odense med Karen Vesterdal Møller, født 7.7.1902, d. af gårdejer Edvard M. (1874–1908) og Thora Illum (1872–1956). - Far til Thor A. B.

Udnævnelser

R. 1948. R.1 1956. K. 1961.

Annonce

Ikonografi

Foto og tegn. (Københavns belysningsvæsens administrationsbygning).

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Østergaard-Nielsen: A.K. Bak i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286385