Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.G. Carstens

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

A.G. Carstens, Adolph Gotthard Carstens, 31.3.1712 el. 1713-10.3.1795, direktør for Tyske kancelli, historiker. Født i Kbh., død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). Efter omhyggelig privatundervisning i hjemmet studerede C. jura ved universiteterne i Jena (1731-34) og Halle (1734-35). Herpå fulgte nogle års praktisk administrativ uddannelse dels hos faderen, dels hos en morbror, indtil han 1738 blev sekretær i Tyske kancelli hvor han virkede i ikke mindre end 56 år. 1771 blev han overprokurør for Slesvig og de tyske provinser, 1780 ved A. P. Bernstorffs fald tillige kancelliets direktør. Disse to stillinger beholdt han til sin død; dog overtog Bernstorff atter den øverste ledelse ved sin tilbagevenden 1784 som kancelliets præsident. I årenes løb overdroges der C. mange andre hverv; af de kommissioner han var medlem af kan nævnes kommissionen til undersøgelse og dom i Struensee- og Brandt-sagen; at han undertegnede dødsdommen skal han senere have fortrudt. 1772-77 var han medlem af direktionen for Det kgl. teater hvis forhold han i førstnævnte år havde været med til at ordne. - Som embedsmand var han berømt for sin kundskabsfylde, flid og samvittighedsfuldhed; han var en grundpille i Tyske kancelli, og begge Bernstorfferne satte da også stor pris på ham. Kan han end ikke frikendes for langsomhed, pedanteri og konservatisme, var han lige fuldt en af den samlede dansk-tyske centraladministrations dygtigste mænd med en ganske sjælden indsigt i hertugdømmernes komplicerede retslige forhold. Interessen for disse landsdele prægede også hans historiske forfatterskab der for en stor del behandler middelalderlige emner inden for hertugdømmernes og kongerigets fyrstegenealogi. Det sidste større historiske arbejde fra hans hånd var en heraldisk undersøgelse af det norske våben. Under hans historiske forfatterskab må også nævnes hans medvirken ved P.-H. Mallets Histoire de Dannemare. C.s historiske afhandlinger fremkom især i Schleswig-Holsteinische Anzeige (1751-55) og i Videnskabernes Selskabs Skrifter (1753-81); i dette selskab optoges han 1753, ligesom han senere blev medlem af Danske selskab. Som historiker er han kritisk indstillet, påvirket af Hans Gram, ved hvis død han havde ønsket at blive hans efterfølger som gehejmearkivar; siden havde han lejlighedsvis i Jacob Langebeks fravær tilsyn med arkivet.

C.s interesser var meget omfattende. I Jena og Halle havde han studeret både filosofi og matematik, og lige fra sin tidligste ungdom havde han med forkærlighed dyrket filologi. Han var en meget dreven latinist der kunne improvisere latinske vers over ethvert tema (1790 udkom anonymt hans Carmina amicis) og havde et så indgående kendskab til den romerske litteratur at, når man opgav ham en latinsk glose, kunne han på stående fod citere et klassisk vers hvori ordet forekom. Men også i al nyere litteratur var han velbevandret.

Hans sproglige sans var overordentlig fint udviklet; skønt udgået af en lybsk familie beherskede han dansk med samme fuldkommenhed som tysk; ingen af revisorerne ved Videnskabernes selskabs ordbogsarbejde leverede så værdifulde kritiske bemærkninger som han. Hans interesse for de fonetiske virkemidler i poesien har givet sig udslag i to afhandlinger Om aabne Vocalers Medvirkning i det poetiske Udtryks Styrke og Livagtighed og Samtale om Vocalers Sammenstød i danske Vers som offentliggjordes 1766-67 af Selskabet for de skiønne og nyttige videnskaber i dets "Forsøg" hvori han tidligere havde fået trykt et par oversættelser. Af dette selskab var C. medstifter og et meget virksomt medlem hvis æstetisk-kritiske evne gjorde sig gældende ved bedømmelsen af de til selskabet indsendte arbejder. C, som i det hele taget var en uegenyttig vejleder for adskillige danske digtere, kom herigennem bl.a. i forbindelse med Johannes Ewald der i ham fandt en beskytter og velgører. Som den der på selskabets vegne skulle forhandle med Ewald om forandringer før trykningen af de antagne værker (bl.a. Balders Død og Fiskerne), fik han ikke ringe indflydelse på digteren. I visse henseender har C. virket hæmmende på hans frie poetiske flugt, og fx betegner ændringen af Balders Døds slutning afgjort en svækkelse; til gengæld har han haft stor betydning ved at indskærpe Ewald vigtigheden af den kunstneriske gennemarbejdelse af detaljen; en del af den virtuose teknik som Ewald rådede over, fx i Kong Christian, kan han utvivlsomt takke C.s belæring for. I fortalen til Samtlige Skrifter, 1780, aflægger digteren selv vidnesbyrd om hvor meget han skylder "de danske Musers ivrigste og viseste Beskytter" og udtrykker sin dybtfølte taknemmelighed over for ham.

Annonce

Om C.s uselviske, ædle karakter hersker der fuldstændig enstemmighed i alle samtidige udtalelser. Hans personlighed står som en af de ypperste repræsentanter for den gamle dansk-tyske fælleskultur.

Familie

Forældre: kammersekretær hos prins Carl, senere medlem af den gottorpske overret, landfoged i Bredsted, konferensråd Nicolai Gotthard C. (1678-1748) og Justina Christina v. Johnn (død 1733). Ugift.

Ikonografi

Afbildet på stik af J og M. Haas, 1772, af forhør over Struensee. Buste af Gianelli, 1795 (Fr.borg). Klippet silhouet. Silhouet i Friederike Bruns album. - Monument på Assistens kgd. af Wiedewelt.

Bibliografi

Kilder. Breve i Luxdorphiana, 1791 488f, Hist. t. IV, 1843 274f 325-29 334-58 366-68, J. Langebek: Breve 1895, Archiv für das Studium der neuren Sprachen CXXXV, Braunschweig 1916 23-25. Andre kilder: Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé, II 1896, VI 1903, VIII 1917. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904-07. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1930 249.

Lit. v. Eggers i Skand. museum, 1803 I 149-70. F. Rønning: Rationalismens tidsalder, især II, 1890. Vilh. Andersen i Nordisk t. for filologi, 3.r. XVII, 1908-09 7-20. Samme: Tider og typer II, 1909 202 206-10. Just Bing i Edda XIV, 1921 144-57; tillæg XVII, 1922 313-16. Friederike Brun: Ungdomserindr., 1917 83-85 96 168. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. II, 1919 91-96. L. Magon: Ein Jahrhundert geistiger og lit. Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien I, Dortmund 1926. L. Amundsen i Festskr. til Francis Bull, Oslo 1937 1-26. Papirer i Rigsark. Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: A.G. Carstens i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288147