Jørgen Friborg, d. 4.2.1625, bygmester. Om F.s fødsel og herkomst har man ingen efterretninger. Han boede i Slangerup hvor han i en periode var rådmand og kirkeværge. Han må være død inden 14.2.1625 idet maleren P. Rumler på denne dag fik en del af Slangerups sogns kirketiende som F. fra 28.4.1604 havde haft på livstid. I Slangerup kirke ses på vestvæggen et sandstenskrucifiks med F.s navn og initialer, tilsyneladende dog sekundært indhuggede. En senere indskrift på vers, måske af Thomas Kingo, under dette nævner F. både som krucifiksets ophavsmand og som bygmester på Slangerup kirke og Frederiksborg. Det er således sandsynligt at F. har bistået Hans v. Steenwinckel d.æ. i kirkens opførelse 1586-88. Fra 1599 ledede han i en årrække Christian IVs byggeri på Frederiksborg. Efter at have medvirket ved Sparepenge opførte han de tre fløje af hovedslottet iflg. en kontrakt af 2.5.1602 hvor han fik murerarbejdet i entreprise. Arbejdet varede til 1609. Senere byggede han de to parallelle bygninger på mellemste holm, slotsherrens hus og kancelliet, efter akkorder sluttet 23.4.1612 og 22.6.1614. Han har desuden deltaget ved byggeri på Københavns slot (1597), Halmstads befæstning (1603) og arbejdet ved kirker nær Frederiksborg (hvælv i Nørre Herlev, 1616; østre taggavl i Alsønderup, ant. 1617). F. kaldes såvel murermester som bygmester og har formentlig i første række forestået det praktiske arbejde. Hans mangeårige betroede stilling som bygmester på Frederiksborg vidner klart om hans dygtighed, men det er uvist hvor stor hans selvstændige indsats som arkitekt egentlig har været.

Ikonografi

Mal. af N. Hagelberg, 1815 (Fr.borg) efter ukendt forlæg.

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1596-1615, 1913-16. – Frederiksborg II, ved Fr. Beckett, 1914. Torsten Allgulin: Hans van Stenwinkel d.a., Uppsala 1932 = Upps. univ.s årsskr. Filos., språkvetensk. o. hist. vetenskaper II. Danm.s kirker, Fr.borg amt, 1964-79.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig