Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul C. Poulsen

Oprindelig forfatter FrSan
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Poul C. Poulsen, Poul Christian Poulsen, 19.6.1866-3.2.1934, bryggeridirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Vestre). P. tog præliminæreksamen fra De forenede kirkeskoler, blev apotekerlærling 1881 og cand. pharm. 1888. S.å. fik han ansættelse ved Ny Carlsberg som underinspektør, og Carl Jacobsen lærte hurtigt at sætte pris på hans rolige overlæg og nøgterne dømmekraft der udgjorde et værdifuldt supplement til Jacobsens egen impulsive og begejstrede mentalitet. Ved sin flid, sine gode kundskaber og sine udmærkede evner avancerede P. 1894 til inspektør, 1901 til overinspektør og 1906 til teknisk underdirektør for Carlsberg bryggerierne, og endelig 1914 til administrerende direktør for samme. Kort efter P.s tiltræden som Carlsbergs øverste leder begyndte der en række vanskelige år for den danske industri i almindelighed og for bryggeriindustrien i særdeleshed, og gennem sit arbejde i Bryggeriforeningen såvel som for den danske industri i al almindelighed i Industrirådet udførte P. en stor og værdifuld gerning. Fremhæves må ikke mindst hans arbejde for den danske industri (han var i en årrække medlem af Industrirådet og formand for Industriforeningens repræsentantskab) idet han særlig ydede en indsats for en bedre udnyttelse af det indenlandske brændsels-materiale; han var medstifter af og senere formand for Dansk brændsels- og kontrolforening. Som naturligt er hørte P. til de ledende mænd inden for en lang række industrier der på mere eller mindre direkte måde var knyttet til bryggeriindustrien såsom Krystalisværket og Kastrup glasværk foruden at han sad i bestyrelsen for en lang række institutioner med direkte forbindelse til Carlsberg. Af hans øvrige hverv kan nævnes at han var næstformand for Landmandsbankens bankråd. Som høj frimurer interesserede P. sig særlig for forsorgen for de gamle og opdragelsen af de unge, bl.a. stiftede han et understøttelseslegat der bærer hans fars navn. I samarbejdet mellem de nordiske bryggeriforeninger tog han aktivt del og var stærkt medvirkende ved oprettelsen af Den skandinaviske bryggerhøjskole for hvis elever han oprettede et legat. Han var ved sin død formand for denne skoles bestyrelse og for den skandinaviske komité for brygmestres uddannelse og var i øvrigt æresmedlem af de norske og svenske bryggeriforeninger.

Familie

Forældre: politibetjent Frederik P. (1834-1905) og Inger Sophie Larsen (1837-1919). Gift 12.4.1892 i Kbh. (Jac.) med Anna Julie Hansen, født 5.3.1863 i Kbh. (Helligg.), død 20.2.1935 sst., d. af hattemager Peter Anton H. (1841-1912) og Hansine Christine Hansen (1838-1905).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1926. K.2 1933.

Annonce

Ikonografi

Buste af L. Brandstrup, 1928 (Carlsberg-bryggerierne). Mal. af H. Vedel (sst.), gentagelse i mindre afskæring, 1934 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 375-78. Berl. tid. 4.2.1934. Børsen s.d. N. Hjelte Claussen i Ingeniøren XLIII, s.å. 87. Tidsskr. for industri, s.å. 37f. Bryggeritid. XXXVII, s.å. 13-15.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. Sander: Poul C. Poulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295905