Gunnar Larsen, Axel Gunnar Larsen, 10.1.1902-1.2.1973, minister for offentlige arbejder, ingeniør. Født på Frbg, død i Irland. L. blev student 1920, privat dimitteret, var derefter lærling på en maskinfabrik i USA og blev 1926 Chemical Engineer fra Massachusetts Institute of Technology. Han ansattes s.å. i faderens firma F. L. Smidth & Co.s New York afdeling hvis leder han senere var til 1932, da han kom hjem til firmaets hovedsæde i Kbh. som faderens nærmeste medarbejder efter C. A. Møllers overgang til direktionen for Burmeister & Wain. 1929 var L. blevet indvalgt i firmaets bestyrelse og blev dens formand og firmaets administrerende direktør ved faderens død 1935. Han var en moderne, socialt forstående arbejdsgiver, dynamisk og med vid horisont fra de 12 års ophold i USA og fra rejser rundt i verden til firmaets vidtspredte aktiviteter. 1937 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber og 1938 medlem af Industrirådet. Stærkt optaget af teknologiens udvikling virkede han for privatflyvningens fremme og fløj selv på arbejde i Kbh. fra sin ejendom Højkol ved Silkeborg. Ved Tysklands okkupation af Danmark 1940 stod han i manges bevidsthed som dansk industris Aladdin-skikkelse. Gennem sin far der var Flensborg-dansker og gennem sit mangeårige ophold i USA og sine vidtstrakte forbindelser i angelsaksiske lande var han anti-tysk og engelsk orienteret og blev straks efter 9. april engageret i arbejde for den britiske efterretningstjeneste. L. manglede imidlertid føling med dansk demokratisk tradition og med dansk folkelighed og var i ugerne efter besættelsen i kontakt med de personer omkring ingeniør Knud Højgaard der ud fra parlamentslede, stærk nationalfølelse, erhvervsmæssige interesser og frygt for tysk magtovertagelse arbejdede med planer om et ministerium af ikke-politikere. Han gled dog hurtigt ud af kredsen og blev ved pres fra de væsentligst konservative kredse, der ønskede ikke-politikere optaget i regeringen, minister for offentlige arbejder ved rekonstruktionen af regeringen Stauning 8.7.1940.

L. var i modsætning til Erik Scavenius der ved samme lejlighed blev udenrigsminister elskværdig og imødekommende af væsen og optrådte flere gange som mægler mellem Scavenius og regeringens parlamentariske ministre, men fulgte i øvrigt Scavenius' politiske kurs over for besættelsesmagten. I befolkningens store flertal mødtes L. og de to andre "upolitiske" ministre med skepsis og uvilje, og den øgedes for L.s vedkommende da han aug. 1940 blev leder af en dansk delegation til Berlin til forhandling om mønt- og toldunion med Tyskland som der dog var en sådan uenighed om i tyske regeringskredse at delegationen hvis hovedforhandler var C. V. Bramsnæs kunne forhale forhandlingerne til de mistede deres aktualitet. Uviljen mod L. øgedes ved hans besøg og taler i tyske erhvervskredse. Nazismen havde han så lidt som Scavenius noget til overs for. Han bidrog til Vilfred Petersens lille nazistparti med penge og kompromitterende oplysninger fra politiregistraturen om Fritz Clausen og hans medarbejdere, og de udnyttedes med held af Vilfred Petersen i den interne strid mellem de danske nazistgrupper. L.s første større lovgivningsarbejde var loven om jernbane- og bilfærgefart mellem Rødby havn og Femern 1941. Denne "fugleflugtslinje" havde været drøftet i mange år, men det var klart for alle at dens gennemførelse nu var politisk bestemt. Det opfattedes da også både som symbolik og komik at L. ved jordarbejdets indledning stod med en knækket spade i hånden da han tog det første spadestik. Arbejdet på "fugleflugtslinjen" standsedes 1943, men 15–20 år senere kunne L. i sit eksil se linjen gennemført, nu til et demokratisk Tyskland. Adskillige af de love L. fik vedtaget havde en lignende skæbne. Det gjaldt lovene om en motorvej vest om Kbh., Hørsholmmotorvejen, udvidelse af banen Lunderskov-Tinglev og udbygning af havnene i Frederikshavn og Skagen og forslag om en nyklassificering af vejnettet, så det deltes mellem stat, amter og kommuner samt forslag om en ny snekastningslov. Der lå forudseenhed i disse love og forslag, men først langt senere realiseredes de.

Efter at regeringen Scavenius var ophørt med at fungere 29.8.1943 skaffede L. penge til modstandsbevægelsen og til britiske faldskærrnsfolk, i alt ca. 850.000 kr. Det skete efter anmodning fra ledelsen i London, men adskillige i modstandsbevægelsen der skarpt havde angrebet L. i hans ministerfunktion så pengene som et forsøg fra L.s side på at købe sig goodwill. L. følte sig da usikker i Danmark og rejste omkr. 1.9.1944 til Sverige. Ved befrielsen vendte han tilbage og stillede sig 6.5.1945 til rådighed for myndighederne. Han ventede en rigsretssag, men 12.5. interneredes han af modstandsbevægelsen og overførtes dagen efter til Vestre fængsel efter beslutning af justitsministeren. April 1946 var undersøgelserne af hans forhold så vidt fremskredet at han blev løsladt fra fængslet. Anklageskriftet mod ham omfattede syv punkter hvoraf de fem henvistes til den parlamentariske kommission da de var udført af L. som minister i samråd med andre ministre. Ved byrettens dom 13.12.1946 i de to resterende anklagepunkter frifandtes L. for et tilskud til Fædrelandet på 20.000 kr. Det ansås for en politisk ministerhandling. Derimod idømtes han 10 mdr.s fængsel for værnemagen pga. et lån til en geværbørstefabrik. Retten kunne ikke acceptere L.s forklaring om at lånet var ydet fabrikanten fordi han formodedes at kunne skandalisere to fremtrædende danske nazister. Dommen appelleredes til landsretten der 27.8.1947 frifandt L. Fra kredsen omkring Frit Danmark protesteredes der kraftigt mod frifindelsen. Det skal anføres at L.s britiske efterretningsforbindelser, ikke mindst lord Selborne, minister for økonomisk krigsførelse, afgav positive vidneudsagn om ham. Endelig afslutning i sagen faldt ved højesterets stadfæstelse af landsrettens frifindelse 18.6.1948.

Begivenhederne efter befrielsen havde imidlertid knækket L. Bitter og skuffet rejste han til Irland, blev irsk statsborger og ledede først som direktør, siden som bestyrelsesformand en cementfabrik, grundlagt af F. L. Smidth & Co., men senere overgået på irske hænder. – L.s skæbne efter befrielsen må ses i sammenhæng med at han i manges øjne ikke var troværdig. Som storindustriel kapitalist var han umiddelbart under anklage fra den politiske venstrefløj, og de kredse der havde presset ham frem til ministerposten 1940 vedstod ikke deres ansvar, men svigtede ham. Han stod alene. De forklaringer han gav for både at have deltaget aktivt i Scavenius' politik og støttet modstandskampen blev ikke godtaget i vide kredse trods frifindelsen ved højesteret, og en udtømmende historisk vurdering over L.s virksomhed foreligger endnu ikke.

Familie

Forældre: ingeniør Poul L. (1859–1935) og Emilie P. Lotz (1864–1925). Gift 22.5.1935 i Westminster med Kirsten Thomsen, født 5.7.1903 i Ålborg, d. af skibsmægler Rasmus Christian T. (1870–1929) og Laura Christensen (1879–1971).

Udnævnelser

R. 1936.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Beretn. til folketinget afgivet af den 1945 nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45 [Den parlamentariske kommission] I-XIV, 1945–58. – Erik Scavenius: Forhandlingspolitikken under besættelsen, 1948. Henrik S. Nissen og H. Poulsen: På dansk friheds grund, 1963. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Papirer, bl.a. dagbog fra ministerperioden, i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig