Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Applebye

Oprindelig forfatter AlFab
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peter Applebye, 5.10.1709-13.8.1774, rebslager, skibsbygger, reder. Født i Gosport, Hampshire, død i Kbh., begravet sst. (Christians k.). A. der siges at være af god herkomst blev seksten år gammel sat i rebslagerlære hos en mester i den engelske konges tjeneste og arbejdede hos ham til 1733 da han – misfornøjet med sine avancementsforhold forlod tjenesten. April 1737 sluttede han kontrakt med søløjtnant Fr. Weggersløff om at træde i dansk tjeneste for at omlægge Holmens reberbane efter engelsk mønster, juli s.å. ansattes han ved kgl. resolution på livstid. Efter 1739 at have fået tilladelse til at tilvirke tovværk privat oparbejdede han – til stedse stigende forbitrelse for lavet – en betydelig virksomhed. Dels ved køb, 1742, dels ved kgl. gavebreve, 1745, 1748 og 1757, erhvervede han på Christianshavn store arealer som han for størstedelen opfyldte og som endnu bærer hans navn. Her anlagde han 1759 et skibsværft. Han havde desuden sukkerraffinaderi samt sejldugs- og lærredsfabrik i Odense og drev oversøisk handel og skibsfart. Hans søn af samme navn og svigersøn John Brown satte hurtigt hans formue over styr.

Familie

Forældre: John A. og Susanne. Gift 9.8.1735 med Anna Pattridge, vistnok født 12.11.1712 i Newport, Wight, død 22. 3.1763 i Kbh. (Chr.).

Ikonografi

Gravmæle af C. F. Stanley.

Annonce

Bibliografi

C. Nyrop: Danmarks kridtpibefabr., 1881 3 20f 44–46. H. Hjorth-Nielsen i Vor fortid III, 1919 97–107. – Fr. Wegersløffs papirer i Rigsark. (Søetaten, bestillingsmænds arkiver).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Albert Fabritius: Peter Applebye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286162