Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.C. Hornung

Oprindelig forfatter PKJen

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.C. Hornung, Conrad Christian Hornung, 1.7.1802-11.1.1873, pianofabrikant. C.C. Hornung oplærtes fra barndommen i faderens profession, og da han var fjorten år kunne han lave en hat, men havde endnu ikke lært at læse og skrive. På sine ældre dage fortæller han i nogle livligt formede erindringer fra sit arbejdsomme liv at han voksede op uden at vide hvad ordet leg betød. I sin knappe fritid snedkererede han og lavede fløjter. Han havde ikke lyst til hattemageriet, og da han 1824 efter den tids håndværkerskik drog til udlandet for at dygtiggøre sig i et fag kom han i konflikt med hattemagernes "synft" og gik da helt op i snedkerfaget hvortil han havde svendebrev.

Ukendt med verden som han var og uden sans for den noget hårdhændede lavslystighed befandt han sig ikke godt i det fremmede. Men han var både nøjsom og udholdende, og da han under et tilfældigt besøg i en lille tysk fabriksby var blevet interesseret i et flygel søgte han i den følgende tid til forskellige klaverfabrikker hvor han grundigt satte sig ind i det speciale der snart blev hans et og alt.

Ved vandreårenes afslutning havde han perfektioneret sig således i denne branche at han i sin fødeby kunne bygge sit første pianoforte. Det stod færdigt i efteråret 1827, og fra dette tidspunkt begynder en dansk pianoforteindustri. I de nærmeste år fremstillede C.C. Hornung en række instrumenter som han dels selv solgte i Skælskør og opland, dels afhændede til en instrumenthandler i København der gav dem sit eget firmanavn. 1834 flyttede han til Slagelse hvor der allerede rørte sig et ikke ringe industrielt liv, og hvor han ved siden af sin opblomstrende pianofabrik startede et møbelmagasin. Da afsætningen af pianoer til hovedstaden stadig voksede flyttede han – på tilskyndelse af instrumentmager H. P. Møller – fabrikken til København og helligede sig fra nu af udelukkende pianofremstillingen.

Annonce

C.C. Hornung var ikke alene en meget flittig mand og en dygtig instrumentmager, men må også have været i besiddelse af et vist mekanisk snilde. Efter at have set et i Hamburg efter Collards monster forfærdiget instrument havde han allerede i Slagelse bygget instrumenter med jernafstivning. Nu fik han (1842) ti års eneret på at forfærdige såkaldte "jernpianoforter" hvor trækassen kun gav instrumentet form, mens samtlige strenge og stemmeskruer var anbragt i et dertil indrettet jernplan, og på udstillingen i København 1844 fik hans instrumenter ord som de bedste der nogen sinde var fremstillet her i landet. Året for var han blevet hofinstrumentmager.

Kun ved en umådelig arbejdsindsats lykkedes det C.C. Hornung at overkomme den hastigt voksende forretning. I sine erindringer fortæller han at han var på pladsen fra kl. 4–5 om morgenen til sent om aftenen. "Ethvert Instrument, som leveredes fra min Fabrik, gik jeg selv igennem indtil de mindste Enkeltheder, før det sendtes bort. Mit Regnskab og min Correspondance førte jeg selv, eftersaae dagligt alle Arbejder og undersogte nøie Alt, hvad der leveredes fra Arbejderne i Byen".

Det voldsomme arbejdstempo ældede ham dog hurtigt, og da han ingen sønner havde trak han sig 1851 tilbage til privatlivet idet han overdrog forretningen til sin medarbejder, ovennævnte H. P. Møller, i hvis slægts eje den siden forblev.

1872 flyttede såvel fabrik som administration til Bredgade hvor udstillingsfaciliteter og administration siden forblev, mens fabrikken flyttede til Blegdamsvej. 1907 blev firmaet omdannet til aktieselskab. Produktionen var ret stabil op i 1950'erne og 60'erne, men i det lange løb kunne virksomheden ikke konkurrere på pris med japanske og østtyske klaverer, og i eftersommeren 1972 lukkede den.

En brorsøn Jens Christian Jakob Hornung, født 4.3.1837, død 20.7.1916, var 1873–1912 konservator ved Polyteknisk læreanstalts fysiske samling, fra 1890 statens tilsynsforende ved fysiske samlinger, konservator ved statens fysiske normalsamling og førte tilsyn med seminariernes fysiske samlinger. Ørstedmedaljen i sølv 1912.

Familie

C.C. Hornung blev født i Skælskør, døde i København (Johs.) og er begravet sst. (Ass.).

Forældre: hattemager Jacob Hornung (ca. 1768–1819) og Ane Kirstine Haugaard (1775–1849, gift 2. gang 1820 med hattemager Johan Christian Eickhoff, 1792–1863, gift 2. gang 1849 med Cecilia Kirstine Maria Knudsen, 1814–87). Gift 1.10.1828 i Skælskør med Caroline Vilhelmine Augusta Mau. født 15.1.1807 i Odense, død 4.3.1891 i Kbh. (Johs.), d. af hospitalsapoteker i Odense, senere klubvært i Skælskør Carl Heinrich M. (1768–1821) og Juliana Maria Feveile (1783–1825).

Udnævnelser

F.M.2. 1900.

Ikonografi

Min. 1844. Litografi 1873. Buste af C. Rohl Smith, 1874 (Musikhist. mus.). Maleri (sst.). Træsnit 1882.

Bibliografi

C. C. Hornungs ungdoms- og manddomsliv, fortalt af ham selv, 1868 (ny udg. m. titlen: Et håndværkerliv i forrige årh., 1904). – Povl Drachmann: Hornung & Møller A/S, kgl. hofpianofabrik 1827–1927, 1927. Nils Schiørring: Billeder fra 125 års musikliv. Hornung & Møller 1827–1952, 1952. Ib Gejl i Erhvervshist. årbog XXIV, 1973 7–26.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Koch Jensen: C.C. Hornung i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291567