Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. Frobenius

Oprindelig forfatter OO
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Th. Frobenius, Theodor Frobenius, 7.10.1885-22.3.1972, orgelbygger. Født i Weikersheim, Tyskland, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Over for barndomshjemmet i Weikersheim lå den store orgelbygningsvirksomhed Aug. Laukhuff. Her kom F. i lære 1899, og efter udstået læretid arbejdede han yderligere et år i virksomheden som svend. I de følgende år fulgte ansættelse hos orgelbyggerne Hock i Saarlouis, Seiffert i Köln og Klais i Bonn. På opfordring fra den danske orgelbygger A. C. Zachariasen, som han havde truffet på valsen, rejste F. 1907 til Danmark hvor han i to år var medarbejder ved Zachariasens orgelbyggeri i Århus.

September 1909 blev F. ansat som leder af pianofabrikant Chr. Winthers nyetablerede "Orgelbygningsanstalt" i Kbh., og 1914 blev han optaget som kompagnon i firmaet der nu fik navnet Chr. Winther & Th. Frobenius, Kirke-Orgel-Fabrik, København. 1917 trådte Chr. Winther ud af kompagniskabet, og firmanavnet var herefter Th. Frobenius & Co. 1925 flyttede virksomheden fra Kbh. til Kgs. Lyngby, og samme år fik firmaet en jysk filial, idet det overtog Horsens Orgelbyggeri, grundlagt 1909 af organisten og orgelbyggeren Marinus Sørensen. I 1940erne indtrådte sønnerne Walther F. (f. 1920) og Erik F. (f. 1926) i ledelsen, og 1967 ændredes firmanavnet til Th. Frobenius & Sønner A/S.

Som orgelbygger kom F. til at opleve den rivende udvikling der fandt sted i 1920erne, 30erne og 40erne hvor orgelbyggere og organister i reaktion mod senromantikkens klangidealer og' de håndværksmæssigt underlødige "fabriksorgler" søgte at genrejse den klassiske orgelbygningskunst, bl.a. med forbillede i bevarede nordtyske barokorgler. F. var i høj grad med til at præge denne "danske orgelbevægelse". Således genoptog han allerede i 1926, ved ombygningen af Roskilde domkirkes orgel, nogle væsentlige klassiske konstruktionsprincipper der på dette tidspunkt blev betragtet som forældede, men som i de følgende år skulle vise sig at fortrænge de systemer der havde vundet indpas i 1900-tallets første fjerdedel.

Annonce

F. var kendt og respekteret for sin store erfaring inden for orgelbygningshåndværkets mange discipliner. Fremfor alt havde intonationskunsten hans interesse, og til det sidste var han beskæftiget i virksomhedens intonationsstue hvor de nye orgelpiber får deres grundlæggende klanglige udformning. F. ledede sit firma med elskværdig autoritet og var afholdt og respekteret af medarbejderne. Udadtil markerede han sig ikke ved deltagelse i faglige debatter; men gennem sit firmas arbejder der opnåede internationalt ry for eksklusiv håndværksmæssig og klanglig kvalitet kom han alligevel i høj grad til at påvirke udviklingen inden for dansk orgelbygning. – Af F.s arbejder kan nævnes orglerne i Ålborg domkirke, 1913, Jerusalemskirken i Kbh., 1916, Vor Frue kirke i Odense, 1923, Tønsberg kirke, 1924, Gentofte kirke, 1926, Roskilde domkirke (ombygn.), 1926, Århus domkirke (ombygn.), 1928, Gustav Adolfskirke i Helsingborg, 1931, Kbh.s domkirke (ombygn.), 1931, Reykjaviks protestantiske domkirke, 1934, Ribe domkirke (ombygn.), 1937; Genarpsorglet, Malmö museum (restaur.), 1941, Stavanger domkirke, 1941, Christianskirken, Kgs. Lyngby, 1943, Tønder kirke, 1946, Skövde kirke, 1951, Sct. Jakobs kirke i Kbh., 1953, Tranebjerg kirke, 1954, Den danske kirke i Paris, 1955, Set. Andreas kirke i Kbh., 1956, Bergen domkirke (ombygn.), 1957, Ålborg domkirke, 1959, Trefoldighedskirken i Kristianstad, 1961, Queen's College Chapel i Oxford, 1965, Kbh.s domkirke, 1965, First Church, Congregational, Cambridge/Boston, 1972.

Familie

Forældre: fadfabrikant og vinhandler Lorenz Theodor F. (1854-1911) og Frederike Bauer (1848-1929). Gift 1. gang 7.5.1912 i Viborg (Sdr. sg.) med Dagmar Julie Hansen, født 21.8.1890 i Viborg, død 9.5.1929 i Kbh., d. af hotelejer Chr. M. Hansen (1846-1915) og Sophie Kludt (1858-1941). Gift 2. gang 21.10.1930 med Marie Emilie Petersen, født 7.10.1899,død 12.11.1972 i Kbh., d. af murer Niels Theodor P. og Ane Marie Bengtsen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Niels Friis: Th. F. & co. 1909-1959, 1959. Ulrich Teuber i Orglet 1, 1972 22-24.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Olesen: Th. Frobenius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289798